Hver morgen sætter jeg morteren på ilden og drikker stærk kaffe. Jeg har aldrig før tænkt på, hvor smukke de almindelige ting, der bruges til at lave en forfriskende drik, kan være. Hvor er de smukke? Der er ingen ord til at beskrive det, det er bedre at se det hele med egne øjne på webstedet
fotosky
, hvor fotokonkurrencen “Coffee Rhapsody” for nylig blev afsluttet. Efter min mening skiller værkerne i kategorien af Mikma-mærket sig ud på en særlig måde. Finalisterne filmede, hvad der syntes at være en simpel ny kværnmodel, men hver gang viste det sig at være noget stort. Se nærmere efter, måske vil du i disse billeder føle øjeblikke fra dit liv..
Hatten af for dig. Alt vil blive godt igen!
Bedste reklamefoto. Marina Averyanova, Sankt Petersborg.
Når man ser på den muntre røde kaffekværn, kommer man ufrivilligt til at tænke på den orange barndom med dens halvt glemte sang … Hatten er af, skolesæsonen er forbi. Smagfuld aroma, som jeg kan smage med lukkede øjne. Det er en hektisk morgen, og sidste opkald nærmer sig. Første cyklus afsluttet. Kaffekværnen har allerede blinket sit lys, og bag den er den orange sol ved at blive stærkere. Den reflekterende overflade er stadig mørk, men den absorberer allerede sollyset. A’er i dagbogen, selv kaffebønnerne giver grønne skud. Der er noget nyt og uudforsket forude..
Rød på sort. Et symbol på forandring
Bedste billede til et magasinomslag. Tatiana Shrub, Kaliningrad Oblast.
Jeg kan ikke se på disse valmuer i lang tid. Carmen Suite spiller og sluger igen og igen i en udmattende hvirvelvind…. Den, der har oplevet det, forstår det. En anden by, et andet land, en anden familie. Røde valmuer flammer som et symbol på pludselig forandring. Der er en ny virkelighed rundt omkring, men sjælen bliver ved med at række tilbage, smerteligt dissonant, som hvidt på sort. Men der er ikke meget hvidt mere: en kop espresso og et par rafaelkas for en gangs skyld… Kaffekværnen har taget sin hætte af igen, men denne gang er kaffebønnerne stadig hele, cyklussen er ikke slut, sjælen er ikke øm..
Lysmester i en høj toneart
Alexey Lukin, Kharkov
En uventet vinkel. Der er en krise et sted, der er krig, der skydes, det er foruroligende… Og på dette billede – fuldstændig ro. Som om han var født på ny. Som om der ikke var behov for at konkurrere, bryde igennem, overleve… Jeg blev endda forvirret. Hvornår har det nogensinde føltes sådan?? Og der var? Der var ! Da skolens medalje skinnede. Da døren svingede op til Mendelssohns march. Da den ældste datter blev født og alle de yngste. Da jeg startede min egen virksomhed. Da jeg byggede mit hus… Tak til en mester i lys i en høj toneart!
Et stilleben af en oprørsk ungdom
Elena Belousova, Sankt Petersborg
Et billede, jeg aldrig har set før. Men alt i livet gentager sig! Fra tyk vignet og fra lys plet på en gang stank teenage fidgetiness. Hver dag beskæftiger jeg mig med det, når min søn hælder en kaffekop … Koppen er ikke enkel, håndtaget – som et abstrus bånd Mebius. Det handler om stemningens lys og skygger, om vanen med komfort og om lejrbålets tiltrækningskraft. Selv en linje om Serov og Aivazovsky kan læses – åh, hvor godt, hvor friske roserne var. Og alting går sammen, alting forenes i én oprørsk sjæl. Jeg vil lære det hele at kende – i en ny omgang..
Er øjeblikskaffen et nyt fænomen, eller har det altid været populært i Danmark? Jeg er nysgerrig efter at vide, hvordan danskerne nyder deres kaffe-øjeblikke. Er det mere almindeligt at drikke øjeblikskaffe derhjemme eller på caféer? Og hvad er din personlige foretrukne måde at nyde øjeblikskaffe på? Tak!
Hvordan kan man beskrive oplevelsen af en kaffe-rapsodi på et øjeblik? Er det bare en intens smagsoplevelse, eller er der mere til det? Hvad er din personlige erfaring med en kaffe-rapsodi, og hvordan har det påvirket din kærlighed til kaffe? Jeg er nysgerrig efter at høre dine tanker og erfaringer!