Historien om et fotografi: Marshak.

Gallery of Classical Photography lancerer en række historier fra Leonid Lazarevs bog “Bullet for Takumar”, hvor fotografen analyserer i detaljer de livssituationer, der ledsagede optagelsen af et fotografi. I dette uddrag er fotografiets historie C.ja. Marshak.

Leonid Lazarev. s.ja. Marshak, 1964.

I 1964 trådte jeg over tærsklen til det nye magasin “Krugozor”. Jeg blev ansat som fuldtidsansat. Den første redaktionelle opgave var at fotografere digteren S.ja. Marshak. Chefredaktøren, som gav mig denne opgave, sagde:

– Marshak er en vigtig figur. Jeg har brug for et billede på forsiden. Nærbillede. Prøv.

For mig, der er vokset op i Moskva, stod digtere og forfattere i bronze i området omkring Gorkij-gaden. Gorkij, Majakovskij, Pusjkin. Marshaks navn, som trængte ind i alle mine porer gennem lærebøger og radio, blev opfattet af mig – som en mand af bronze. Det er smukt og næsten utroligt, at han var i live. Det var en stor byrde på mine skuldre, især fordi det var min første opgave.

Jeg tog ikke alene hen for at se digteren, jeg havde journalister med mig, der skrev lyd og tekst. Sådan fungerede arbejdet i magasinet “Krugozor” – den ene fotograferede, den anden skrev en lydrapport, den tredje en tekstrapport. Udfordringen består i at tage et portræt. Selvfølgelig bør det ikke være en national beslutning. Det bør ikke være en reportage, en tilfældig beslutning. Vi træder ind og befinder os i et stort rum med en masse møbler, små genstande, gardiner, masser af støv. Rummet er mørkt, endda meget mørkt. Jeg fik ikke et godt kig på vores helt med det samme. Mine øjne skulle vænne sig til det svage lys. På en sofa eller endog en seng af en slags sidder en fysisk lille mand med en skulderdeformitet – højre skulder er højere end venstre, med et lidt ligegyldigt træt blik, der stirrer fjernt foran sig og venter. Der var en fysisk svaghed over ham. To ilttanke af stål blinkede bag ham. Kvinden, der åbnede døren, sagde, at vi havde bogstaveligt talt 20 minutter, ikke mere. Han har det ikke godt og har brug for respekt.

Jeg holder et kamera med sort/hvid film, et lille sæt optik, ingen blitz, ingen ekstra lyskilde. Jeg forsøgte at arbejde med det samme, men det kunne jeg ikke – jeg måtte give plads til mine kolleger. Når mikrofonen er tændt, og radioreporteren stiller et spørgsmål, er det uetisk at filme. Kameraets lyd kan ødelægge optagelsen. Jeg går tættere på, jeg kigger, jeg bevæger mig længere væk, jeg går til venstre, til højre, jeg kigger rundt. Det er ikke tilpasset til fotografering. Det er næsten mørkt, en dykning i lyset. Selv eksponeringen er ikke nok lys, det belyser meget dårligt denne mand. Hvordan skaber jeg et lysmønster i ansigtet?? Sådan redder du situationen. Jeg forestiller mig ufrivilligt en samtale med chefredaktøren, hvis jeg skyder uden nogen ændringer. Forfærdelig. Hans ører er begyndt at rødme. Hvad du skal gøre? Jeg går ud på gangen og vender mig mod kvinden, der møder os:

– Kan jeg flytte gardinerne for vinduerne?

– Ja, tak. Men ikke i lang tid. Det er svært for ham at tåle det skarpe lys.

Jeg trækker det højre gardin tilbage, så den venstre side af mit ansigt bliver oplyst. Lukker den anden og skubber endnu en tilbage. Tænding af loftsbelysningen. Men du får et løst, sløvt, kontrastløst og ustruktureret billede. Jeg ser nøje på min helt. Rynker, som han har mange i ansigtet – det er åbenbart betalingen for enhver succes, enhver litterær linje. Du ved, ligesom skæbnens fingeraftryk, er det sandsynligvis i hans ansigt. Du kan læse det i alle hans folder, spændingen i hans læber, det lidt passive blik.

Mine kolleger tager deres mikrofoner frem og begynder at optage den kommende dialog mellem dem. Mikrofoner er i vejen, de er i vejen, de er i vejen. Jeg beder dem om at flytte den en smule. Jeg begynder at skyde, og jeg tror, at jeg vil få denne mand til at se godt ud. Optagelse nedefra vil forstørre denne poetiske klassiker. Jeg knæler ned foran ham, jeg kigger ind i kameraet, mit ansigt er forvrænget. Kindbenet kommer frem med læberne, øjnene går tilbage, de er i hullet. I mørket ses nogle detaljer på loftet. Det er tydeligt, at billedet ikke er egnet med hensyn til komposition. Jeg begynder at lede. Jeg rejser mig fra mine knæ. Når man går ind fra venstre – ballonerne er i vejen, og mandens profil er ukarakteristisk og grim. Efter at have taget snesevis af skitseagtige billeder finder jeg et punkt, hvorfra jeg kan og skal skyde. En stille vinkel. Styrken i billedet skifter til ansigtsudtryk, men der er ikke nok lys. Jeg henvender mig til husets frue igen og spørger, om der er en skrivebordslampe.

– Der ligger en på skrivebordet. Jeg henter den til dig.

Hun holder en standard sort plastiklampe frem for mig, som kan bøjes med en meget svag pære. Jeg tænder . Den er ret langt fra min helt, og man kan knap nok mærke lyset fra den. Hvad skal jeg gøre?? Jeg leder efter en let løsning, og samtidig overvejer jeg, hvilket objektiv jeg skal bruge. Jeg indstiller den 85 millimeter. Det er et såkaldt portrætobjektiv. Men mønsteret af denne linse i dette tilfælde virkede ikke interessant for mig. Jeg satte et femoghalvtreds millimeter Takumar-objektiv i, et japansk Asahi-Pentax-objektiv. Det får billedet til at virke bedre, mere voluminøst, mere kontrastfyldt og mere konveks. Men hvad skal man gøre ved lyset?? Jeg vender mig endnu en gang mod husets frue:

– Måske har naboerne bordlamper eller bærbare lamper?

– Ja, vent lige lidt.

Jeg hører en kort samtale med naboerne bag døren. Der kommer to lamper frem. En lignende den foregående, en anden med en lyserød lampeskærm. Jeg tager den sidste uden at spørge. Jeg sætter disse lamper til højre og venstre. Til venstre var der mulighed for at sætte lampen oven på et møbel. Lyset er blevet skarpt. Dette kan nu læses som en kilde. Det er ikke godt. Det er lige så uegnet som at skyde en frontal blitz. Det er uprofessionelt. Man er nødt til at skabe et nuanceret billede. Vi skal lave en tegning af denne mands liv.

Han kigger ikke på mig. Jeg tror, at han bevæger blikket fra venstre til højre, men han fanger ikke det synlige. Han har sandsynligvis ikke den indre styrke til at koncentrere sig om det, der foregår foran ham. Sådan gør du opmærksom på dig selv? Sådan hjælper du ham med at omgruppere? Det, der står ham nærmest, er hans kunst. Vi skal minde ham om det. Få ham til at kigge nøje på mig. Men hvordan..? Da jeg begyndte at indramme det meget tæt på, forsvandt kroppen og kun hovedet. En slags piedestal med særlige detaljer forsvandt – tynde skuldre, hans skjortefolder, en generel svaghed, naturalisme. Jeg er ved at komme til den konklusion, at man ikke kan tage nærbilleder. Opbygning af en komposition med arme og skuldre. Hun er lidt diagonal, dynamisk. Skjortens detaljer, den asymmetriske horisont på skuldrene, bliver alle nødvendige attributter. En høj, rynket pande og et kæmmet hår afslører en person, der er klar til at fortsætte med at leve og arbejde. Hvordan man bliver? Sådan vækker du min helt til live. Sådan vækker du hans interesse?

Der går et par minutter. Skuddet begynder at falde i. Jeg hører spørgsmål fra mine kolleger..

De linjer, som manden, der sad foran mig, havde skrevet, dukkede op i mit hoved af sig selv. Jeg gør en gestus til mine kolleger. Begynder at recitere:

– Damen var ved at tjekke sin bagage ind

Couch,

Kuffert,

Kuffert,

Billedet,

Kurv,

Pap

Og den lille hund.

Ved de første ord blinkede og blinkede hans øjne i min retning med skærpet opmærksomhed. En øjeblikkelig reaktion fra mig. Jeg tænkte ved mig selv: “Cut!”. Jeg trækker mig tilbage med kameraet nedad, som om jeg ville sige: “Optagelsen er slut. I længere tid angreb journalisterne vores helt. Han svarede langsomt. og sagde, at ordet “horisont” var godt for bladets navn, at han ønskede det kreativ succes, at alt var fint, og at han var meget glad for, at der var kommet et sådant hold.

Nej, du kan ikke være så kæphøj, du er nødt til at kopiere situationen. Og jeg var ikke tilfreds med lyset. Jeg henvender mig til mine kolleger:

– Vil du holde lampen og dette ark her, tak?. På den ene side retter jeg lyskilden mod lagenet, hvilket skaber et blødt lys, og på venstre side belyser bordlampen toppen af hans hoved. Jeg korrigerer lidt. Jeg kan godt lide den måde, den er indrettet på. Nu var spørgsmålet, hvordan jeg kunne åbne mine øjne, hvordan jeg kunne få dem til at se på mig igen? Gentagelse af det samme træk. Læsning:

– Og dette er den hvede, der er i det mørke skab. I det hus, som Jack byggede.

Han smilede næsten, da han så på mig. Jeg trykker på den rigtige knap igen.

Jeg så kun resultatet i laboratoriet. Jeg viste materialet, der var mange uimponerende billeder, og kun disse to, som jeg havde forberedt omhyggeligt, viste sig at være perfekte. Den ene var lidt bedre end den anden. Maestroens blik var fokuseret, opmærksomt. Briller med stærke minuslinser fik ham til at stirre. Kun dette skud kunne få ret til at leve videre. Jeg betragter min opgave som udført.