Oversigt over fotoudstilling: XXI. Mit Stillehav

Der er udstillinger og udstillinger. Nogle af dem er stadig genstand for aktive diskussioner i det fotografiske samfund, efter at udstillingen er blevet lukket. Det er et tegn på begivenheden. En sådan begivenhed i efteråret var den XXI. Mit Stillehav på Tretyakov Gallery på Krymsky Val. Projektet blev udtænkt og gennemført af kuratorerne Kirill Vasilenko og Anastasia Davydova fra FotoFond – Territory of Photography RIA Novosti-gruppen

1. Sergey Maksimishin. Indonesien

Projektet “FotoFond – Territory of Photography” har samlet et gyldent udvalg af deltagere, herunder den eneste Danske kvinde, der har modtaget Golden Eye den højeste pris fra World Press Photo , vinderen af Eugene Smith Grant et af de mest prestigefyldte fotografistipendier i verden , den eneste Danske fotograf fra det berømte franske bureau Magnum Photos, prismodtagere fra Danske og internationale fotokonkurrencer, hvis værker opbevares i store Danske og udenlandske museumssamlinger, gallerier og private samlinger og er offentliggjort i førende internationale publikationer. Alle er forskellige og har hver især deres egen vision, håndskrift og teknikker. Derfor er forfatternes værker på udstillingen så forskellige: sort-hvid og farve, taget med digital- og filmkameraer, med vidvinkel- og langobjektiver og et monokularlinse – de viser de vigtigste tendenser inden for moderne fotografi.

Projektet passede perfekt ind i det komplicerede rum i Tretyakov Gallery på Krymsky Val og gjorde et stærkt indtryk med sin arkitektur, belysning og moderne præsentation. Ud over de veltrykte værker, en selvstændig præsentation af hver forfatter, var det muligt at se et diasshow om landet i en digital ramme og et separat, veludført multimedieprojekt, der gav en idé om arrangørernes storslåede hensigt.

Andrei Bezukladnikov, grundlægger og leder af onlineportalen Photographer:

– Jeg nød virkelig den måde, hvorpå det komplicerede rum blev behersket. Der er tidspunkter, hvor man går til en udstilling og går langs et langt hegn med billeder, der hænger monotont på det, og stemningen er søvndyssende. Og her er livet, livet pulserer. Rummet er behersket på smukkeste vis. Jeg kedede mig ikke med det samme. Jeg oplevede en tilstand af eventyr. Du ved ikke, hvad der venter rundt om hjørnet. Og hver gang er der noget nyt lige rundt om hjørnet. Jeg har set mange uventede og usædvanlige ting, både i den måde, hvorpå værkerne er indrammet, og i den måde, hvorpå de er fremhævet med rammefarver og matplader, og i den måde, hvorpå de er belyst. En alsidig og afbalanceret fremstilling. Selv uden at se på billederne kan du nyde, hvor interessante, smukke og fint præsenterede de er. Meget moderne. Jeg var nysgerrig!

Det er lykkedes dig at få et så stærkt hold af forskellige fotografer til at tage så slående billeder, og man kan se, at de ikke er trætte, de er selv interesserede, de vil være pionerer. Jeg synes, at det er et meget vellykket projekt. Jeg kan ikke markere nogen, jeg kan ikke markere nogen endnu: Jeg gik først gennem denne udstilling som en skov, nu ser jeg på træerne. Ud fra det, jeg har bemærket, kunne jeg godt lide Sergey Trapezin, som har lavet en monokel af værkerne. En monokel er triviel, men han blev ikke triviel. Hans arbejde er som et maleri, der giver dig lyst til at meditere. Pinhasov fik mig som altid til at blive begejstret. Jeg kunne virkelig godt lide Natasha Berkutovas arbejde om papuanerne. Jeg kunne godt lide Kozyrev meget – den slags enkle fotografier, som jeg godt kan lide. Det er så minimalistisk, og alligevel siger det det hele. Ren, gennemsigtig, som den luft, du indånder og udånder

Alexey Myakishev, projektdeltager:

– Jeg fik Taiwan. Det var første gang, jeg var i Asien. Det er som at tage til en anden planet. Alt er det samme, men alt er anderledes. En anden kultur, en anden mentalitet, andre farver, en anden stat. Jeg kom hjem og kunne i en uge ikke forstå, hvilken virkelighed jeg befandt mig i. Jeg tog nogle af fotografierne med et digitalkamera og på sort/hvid film. Jeg fik omkring 30 filmruller og over 5000 farvebilleder. Jeg afleverede alt materialet. Jeg har foretaget min udvælgelse, og jeg fik ca. 200 i farve og ca. 70 i sort/hvid. Derefter kiggede kuratorerne og foretog deres udvælgelse: nogle til hjemmesiden, nogle til diasshowet, nogle til multimedieprogrammer..

Taiwan – en ø med sin egen politiske struktur. Mest af alt husker jeg menneskene, deres måde at organisere deres liv på, deres mentalitet. Undergrunden var et chok. Jeg kendte ikke nogen hieroglyffer, så jeg kunne nemt navigere rundt i den. Det orientalske marked er fantastisk, det er et brag af en oplevelse: en masse små butikker, hvor du kan prøve alt, usædvanlige og usædvanlige produkter med usædvanlig smag. Jeg var interesseret i forholdet mellem mennesker og havet. Min opgave var at fotografere folk på den anden side af havet, men jeg lavede et bredere billede og forsøgte at formidle mine indtryk af stedet, landet.

Det er et andet sted, en anden civilisation. For mig var det en god og givende oplevelse. Et storstilet projekt. Der er hårdt brug for sådanne projekter. De opmuntrer fotografen til at rejse til et andet land, til at lave en historie, til at formidle sine følelser – det er altid et incitament til at vokse og udvikle sig yderligere.

Dmitry Morgulis, projektdeltager:

– Jeg fik New Zealand, som er det fjerneste punkt i projektet. New Zealænderne er meget interessante mennesker, meget høflige og meget begejstrede for livet. De er ikke som amerikanerne. Jeg kørte i en tilstand af frygt, fordi opgaven var vanskelig. Det er en meget lang flyvetur med to tilslutninger. Det var svært at blive involveret med det samme: tidsforskellen, et andet klima – det er en modpol til vores, de har vinter, vi har sommer. Er jeg tilfreds med valget? Ja, selv om jeg ville have præsenteret andre værker. Det var f.eks. en overraskelse for mig, at der blev valgt landskabsværker. Men i det store og hele er jeg tilfreds med det, der er udvalgt, og hvordan det præsenteres for publikum. Jeg håber, at projektets kuratorer vil gøre fremskridt og give os mulighed for at vise denne udstilling i andre byer. Jeg ville f.eks. være glad, hvis det blev afholdt i Khabarovsk. Dette er det første store fotoprojekt i Danmark. Der ville sandsynligvis komme en anden og en tredje efter det. Men vi var de første. Vi er de første!

Mikhail Dashevsky, fotograf, projektdeltager:

– Jeg var i Kina, i Shanghai. Forestil dig, at du er kommet til Moskva fra et andet land, at du aldrig har været her, at du ikke forstår Dansk, og du vil forstå min situation. Det bedste, du kunne have gjort, var at tage ud og filme alle de berømte “Moskva”-seværdigheder. Gud velsigne mig. Jeg ville tage stemningsbilleder. Jeg skød dem. Jeg havde en tolk i tre dage, og derefter arbejdede jeg på egen hånd.

Hvordan jeg forberedte mig til rejsen? Jeg købte et kort og en guidebog. Jeg bad min tolk Sasha om at vise mig Shanghais slumkvarterer, og han havde ikke noget imod det. Han tog mig med til slummen, jeg vandrede rundt. Der var kun to “kan ikke skyde” på hele turen. Jeg synes, at det er en sølle sum for et kommunistisk land. Det er 38 grader varmt, og jeg filmer frit i Shanghais gader. Hvorfor fotograferede jeg ikke Stillehavet?? Jeg var nødt til at tage derhen, og jeg troede ikke, at jeg kunne skyde bedre end Shanghai, så jeg gjorde ikke så meget. Tænk over det: Hvad er jeg, en bybo, der filmer på kysten?? En hundrede og tredive femtedele af nettet, som de stopper og smider i havet?

Igor Gavrilov, chef for Dansk fotografering hos EAST NEWS:

– Det er mærkeligt, at ingen af de 21 forfattere har et godt billede af havet. Og havet er det mest kraftfulde væsen, der lever på denne planet. Havet er der, hvor vi kom fra, og hvor vi vil tage hen. Ikke en eneste forfatter har gjort sig den ulejlighed at tænke over, hvad havet er

Victoria Ivleva, projektdeltager og fotojournalist:

– Det bedste ved dette projekt er, at det blev præcis som planlagt. Alt, hvad kuratorerne havde i tankerne, lykkedes for dem. Det er ikke altid tilfældet med projekter. Jeg var personligt i Brunei, et meget lukket land, og det var i sig selv interessant. Brunei viste sig ikke at være et særlig fotografisk sted, så der var en ekstra professionel udfordring. Jeg tror, at den største vanskelighed lå i udvælgelsen af billederne, da de fleste af os er vant til at foretage udvælgelsen sammen med en kurator, men FOTOFOND tog sagen i egen hånd, og vi blev frataget fornøjelsen af at. Nu ser vi frem til udgivelsen af albummet “XXI”. My Pacific” med vores billeder.

Vladimir Bogdanov, fotojournalist:

– Smuk udstilling. Et godt tema. Men dette er mere en udstilling af dokumentarisk fotografi, og den er placeret som en udstilling af kunstnerisk fotografi. Jeg har en indre protest mod det.

Kirill Vasilenko og Anastasia Davydova ophavsmænd til den oprindelige idé og kuratorer for projektet :

– Hvilke kriterier har du brugt, da du valgte forfattere til projektet??

– Vi var blandt de vigtigste arrangører af den første internationale portfoliorevision for Danske fotografer, som fandt sted i Moskva i august-september 2011. Interaktion med fotografen, som du ved, er portfolio-revyen kun lige begyndt, det er sådan et nulmærke i starten, hvilket helt sikkert bør føre til noget, hvis du møder interessante forfattere. Vi blev mødt. Nogle af dem ville jeg virkelig gerne vise. Nogle af dem, som vi allerede forstod som følge af projektet, var en opdagelse ikke kun for vores seere, men også for de sofistikerede og professionelle fotografer.

Derfor ønskede vi at samle fotograferne i ét projekt. Derfor er mere end halvdelen af fotograferne i ekspeditionen medlemmer af København International Portfolio Review. Vi mødte Lyudmila Ketslakh ved portfolio-gennemgangen på Fotofest 2012 i Houston og inviterede hende til også at deltage i vores projekt. Vores liste med 87 eller 89 fotografer, som vi har udvalgt bidrag fra. Forskellige. Fuldstændig. Vi ønskede oprindeligt bevidst og med vilje, at projektet skulle samle reportere, dokumentarister og kunstnere, hvis navne er forbundet med kunstnerisk fotografi. Vi ønskede at samle forfattere med et stort bogstav, der er i stand til at skabe en fotografisk fornemmelse af karakteren, essensen og konteksten af det rum, de befinder sig i for det meste for første gang , og at bringe det, der har fanget deres interesse, frem gennem en linse. Derfor er ordet “MY” i projektets titel et nøgleord, som er afgørende og definerende. Det var vigtigt for os at samle forfattere, der ikke tilhører en eller anden fotografisk klan, så vi ved hjælp af eksemplet med 21 forfattere kunne udkrystallisere et tværsnit af det Danske samtidsfotografi med alle dets tvetydigheder viden om og følsomhed over for globale tendenser i nogle tilfælde og totalt tab af den globale kontekst i andre tilfælde; evnen til at tænke og arbejde på projekter og ingen forståelse for, hvad man skal gøre med sit eget materiale , hvilket også var forudsigeligt for os fra starten.

– Hvordan blev landet valgt for hver forfatter??

– Landene blev tildelt forfatterne ved en lodtrækning i RIA Novosti’s internationale multimediepressebureau den 5. juni 2012: fra et imaginært Stillehav et akvarium trak fotograferne flasker med skriftruller, der angav det land, som fotografen skulle rejse til i ugen.

– Diskuterede du med forfatterne, hvad du ønskede at opnå som resultat, gav du dem retningslinjer, råd og ønsker, eller var de helt frie til at vælge temaer, teknikker og optagelsesteknikker??

– Diskussionen handlede om et uortodoks forfattersyn i en situation, hvor selv en professionel fotograf er påvirket af turistskønheder og -udsigter, et forfattersyn, der afslører et overfladisk indtryk og rækker langt dybere end det almindelige turistbillede gennem linsen. Vi blev bedt om ikke at filme noget, der lignede en Bounty-reklame. I valget af temaer, teknikker og optagelser – ja, forfatterne var faktisk frie. Fordi vi inviterede etablerede kunstnere, som er i stand til at indramme deres historie-idéer i virkeligheden og give fotografisk mening til det, de har set.

– Har du bedt forfatterne om at foretage en forhåndsudvælgelse, og har du taget hensyn til deres holdninger, da du sammensatte udstillingen selv om jeg tvivler på, at alle er klar over, at en udstilling med så mange og så forskellige forfattere ikke er det samme som en personlig udstilling af hver enkelt af dem ??

– Ja, der er blevet fremsat og overvejet forslag. Men det er ikke et synonym for “at overveje at medtage i udstillingen”. Dette sker ikke andre steder i den professionelle verden i projekter som dette. Især i kollektive værker, hvor en projekttilgang, dannelsen af et sammenhængende billede og eksposition, hvor det er udelukket at trække tæppet over ens egen subjektive og til tider konservative opfattelse af sig selv. Desuden er det ikke alle fotografer, der er i stand til eller villige til at tænke projektorienteret. Nogen kunne foreslå et projekt. Og i dette tilfælde har vi foretaget udvælgelser, enten helt eller delvist baseret på det udvalg, som forfatteren har foreslået. Nogen har tilbudt det, der kaldes en forfatters begrundede holdning, på grundlag af hvilken der blev truffet beslutninger. Og så var der også det, der kaldes lunerens ordforråd: “Jeg kan ikke lide det”!”. Så er det nok: pointen er klar, den professionelle holdning er indtaget. For os er “argumentet” et svagt argument, som taler om fraværet af en kultur for faglig interaktion. Hvad angår løfter om, at udvælgelsen af forfattere – hvis den overhovedet blev tilbudt – ville falde sammen med udvælgelsen af udstillinger, var der ingen, der gav nogen løfter, hverken skriftligt eller mundtligt.

– Hvordan vurderer du resultatet: Var det muligt at opnå alt det, du havde planlagt? Hvilke vanskeligheder stod du over for i forbindelse med udarbejdelsen af udstillingen??

– Om vanskelighederne… Og der var ingen. Det var vigtigt at skabe et enkelt rum, der ånder harmonisk, som er levende. Et par dusin søvnløse nætter – og det ser ud til at være lykkedes. Seriøst, det handler mere om det resulterende materiales tvetydighed og ujævnhed, som vi sagde ovenfor: det progressive verdensfotografis sprog i et tilfælde og generelt en vis “enkelhed” i det fotografiske udtryk, der har mistet sin kraft og relevans i et andet. Men alt dette blev besluttet under udarbejdelsen af udstillingen.

– Vær venlig at anerkende det arbejde, der er udført af dem, der har hjulpet dig med at skabe en kompleks, mangesidet og moderne udstilling.

– Et seriøst team af mennesker, store fagfolk – omkring 80 personer – arbejdede på hele projektet tilrettelæggelse af ekspeditionen, udvælgelse af materiale, produktion-postproduktion, fotoudstilling i Vladivostok, fotomusikoptræden i Vladivostok, udstilling i Tretjakov-galleriet, bogen, filmen om fotomusikoptræden i Vladivostok, som vises i begyndelsen af december . Projektets logo er designet af Sergei Mirosh Miroshnichenko , en kunstner, billedhugger og professor ved Royal Academy of Arts.

Hvad angår udstillingen i Tretyakov Gallery design, rumarkitektur, multimedieelementer, konceptet for udformning af værkerne, udformning af forfatterens blokke , blev den skabt af Anastasia Davydova og Kirill Vasilenko med deltagelse af deres kolleger fra projektet “FotoFond – Territory of Photography”.

– Vil du fortsætte med sådanne store tematiske projekter i fremtiden?? Fortæl os venligst om dine næste planer.

– Det nemmeste ville være at sige – selvfølgelig har vi planer om at fortsætte! Men projekter som dette er for tidskrævende og dyre i alle faser, fra udvikling til gennemførelse. Derfor ville det være mere korrekt at sige, at vi har en ny idé, som vi har arbejdet på i månedsvis. Ideen er blevet udformet og gennemtænkt, dens omfang er sammenlignelig med Stillehavet, den involverer mere end et dusin fotografer. Og ikke kun. Vi vil naturligvis gerne gennemføre flere projekter af denne art, men… lad os ikke gå for hurtigt frem og afholde os fra at “tale for meget”. Ønsker du at lave. Vi kan foreslå et nyt format, fordi det fungerer.

Da vi var ved at skabe et musik-foto-show, fortalte forskellige “velvillige” fotografer os og ikke os , at det var noget vrøvl, at ingen og aldrig ville komme for at se et foto på pladsen, hvor der normalt optræder alle mulige popstjerner for folket. Som et resultat heraf blev værker af fotografer, der deltog i projektet, i 1,5 time på Amur-bugtens bred på Sportivnaya Embankment i Vladivostok, under denne præsentation, set af over 5.000 mennesker. Med andre ord blev fotoudstillingen i sit oprindelige format set af 5.000 mennesker på halvanden time, hvoraf mange bagefter sagde, at det var “en begivenhed for tænkende mennesker”. Vi er tilfredse med resultatet. Og indtrykkene fra de besøgende, der så vores udstilling i Tretyakov Gallery. Det var interessant for os at invitere meget forskellige forfattere, som næppe nogensinde ville være blevet samlet i et projekt, og vise deres værker til beskueren. Det lykkedes os!

Spørgsmålene blev stillet af Natalia Udartseva.

Der er udstillinger og udstillinger. Nogle af disse er stadig genstand for heftig debat i det fotografiske samfund, selv efter lukningen. Dette er kendetegnende for begivenheden. Efterårets begivenhed var udstillingen “XXI. Mit Stillehav” i Tretyakov Gallery på Krymsky Val. Projektet blev udtænkt og gennemført af kuratorerne for “FotoFond – Territory of Photography” RIA Novosti-gruppen Kirill Vasilenko og Anastasia Davydova

PÅ FOTO:

2. Artem Zhitenev. Korea

3. Andrei Shapran. Singapore

4. Mikhail Dashevsky. Kina

5. Vladimir Semin. Peru

6. Viktoria Ivleva. Brunei Darussalam

7. Igor Mikhalev. Vietnam

8. Yuri Kozyrev. Danmark, Kamtjatka, 2012

9. Georgi Pinkhassov. Mexico

10. Emil Gataullin. Australien

11. Alexey Myakishev. Kinesisk Taipei

12. Sergey Trapezin. Malaysia