Det har været et år med mange nye mærker og modeller af cd-afspillere. For nylig er der dukket mange nye navne op på hjemmemarkedet, og elektronikgiganterne har præsenteret en masse nye produkter til audiofile.
En musik-cd-afspiller er et ret konservativt produkt, så vi kan ikke tale om nogen åbenlyse tendenser eller en klar generel idé, der er fremherskende i denne sektor af elektroniske komponenter. Men måske er det en ting, som alle cd-afspillere har til fælles: de har alle et meget individuelt ansigt og deres egen karakter.
HVORDAN VI TESTEDE
Hver pladespiller blev testet i to uafhængige faser. Den første var en subjektiv vurdering, som bestod i at lytte til pladespilleren. Den anden involverede hardwareafprøvning af afspilleren.
Lyd
Hovedvægten blev lagt på den subjektive testfase, som var afgørende for vurderingen af cd-afspilleren. Lytningen blev udført i Video&Audio Magasinets laboratorium, som er godt lydisoleret og hvis vægge er specielt forberedt til at reducere uønsket efterklang og lydforvrængning. Hver cd-afspiller blev lyttet til under de samme forhold, med de samme elektroniske komponenter og med det samme musikmateriale.
Til testen brugte vi et par Triangle Heliade højttalere, Parasound Model 2100 forforstærker, Parasound Model 2125 stereo effektforstærker, Nordost interconnect og akustiske kabler. Vi lyttede til musik inden for fire hovedområder – klassisk, jazz, rock og elektronisk/pop – som de mest almindelige og hyppigst forekommende genrer. Det er kendt, at hver af disse musikgenrer har sin egen unikke lydkarakter, som først og fremmest bestemmes af lydenergifordelingen og dermed af fordelingen af musikalske informationer efter frekvenserne.
F.eks. er rock normalt mættet med baskomponenter, så det er afgørende, at en cd-afspillers stereospilers evne til at gengive lavfrekvente lyde af høj kvalitet bliver afgørende. I popmusik er bassen for det meste rytmisk, og der lægges mest vægt på at formidle midten, og især den vokale præstation. Klassikerne, især de symfoniske, har et bredt lydspektrum og et meget højt informationsindhold i forskellige frekvensområder. Kort sagt giver hver genre din cd-afspiller en helt ny forståelse for din cd-afspiller.
Klassikerne var repræsenteret af fragmenter af Wilhelm Richard Wagners operaer “Lohengrin”, “Tannhäuser” og “Der Ring des Nibelungen”. Valget var baseret på det faktum, at symfonisk musik giver os mulighed for at vurdere spillerens evne til at formidle en scene og opbygge et billede af et stort musikalsk ensemble. Desuden er klassiske symfonier, især Wagners symfonier, meget rige på intensitetsvariationer og talrige forte- og pianissimo-momenter – med andre ord kan musikere mere end nogen andre musikere sætte pris på stereokredsløbets dynamiske egenskaber og dets evne til at gengive de bløde og høje momenter efter hinanden samt i unisono.
Jazzen var hovedsageligt repræsenteret af små popgrupper med flere stemmer – kontrabas, klaver, saxofon og trommer, samt nogle gange også vokal. Jazz, ligesom klassisk musik, giver mulighed for at vurdere stereokredsløbets dynamiske evner. Desuden giver disse to genrer dig mulighed for at sætte pris på evnen til realistisk at gengive klangfarverne fra en række “live”-instrumenter, hvor deres hovedtoner er lokaliseret i forskellige områder af lydscenens frekvensområde.
Rockmusikken var hovedsageligt repræsenteret af Metallica og Deep Purple kompositioner fra forskellige år. Nogle gange lyttede vi til individuelle eksperimentelle kompositioner skabt af Ben Vaughn og Sheryl Crow. Popmusikken var repræsenteret af en bred vifte af kompositioner og kunstnere fra ABBA til Britney Spears. Desuden blev der spillet skiver med rent elektroniske kompositioner, hovedsageligt i ambient-stil. Elektronisk musik afslører stereokredsløbets evne til at formidle komplekse syntetiserede klangfarver.
Elektroniske kompositioner er ofte fulde af forskellige lyde, der er designet til at skabe en bestemt atmosfære. Kvaliteten af overførslen af sådanne lyde gør det muligt at vurdere spillerens evne til at skabe komplekse musikalske billeder, som undertiden kan mangle en præcis verbal beskrivelse, men som er forståelige enten intuitivt eller på grundlag af eksistentiel erfaring. Det er vigtigt, at der for det meste blev anvendt cd’er – samlinger af kompositioner af samme forfatter/kollektivgruppe, men indspillet i forskellige studier og på forskellige tidspunkter. Dette giver os mulighed for at abstrahere så meget som muligt fra de særlige forhold i et bestemt optagelsesstudie.
Måling af
Lydens karakter bestemmes af alle elementer i lydgengivelsesvejen, fra cd-afspillerens optiske drev til højttalerne. En cd-afspillers evne til at producere en passende lyd afhænger i høj grad af dens stereovejlsparametre. Målingerne blev foretaget ved hjælp af et lydkort og en proprietær software, der gør det muligt at optage og analysere lydsignaler i realtid. Softwaresættet giver øjeblikkelige lydspektrumberegninger ved hjælp af hurtig Fouriertransformation med Chebyshev-, Kaiser- og Bessel-vinduer, beregning af harmoniske koefficienter og amplitude-frekvensrespons.
I testprocessen brugte vi også originale cd’er fra forfatterne med prøver af pulser, slyngninger, harmoniske toner med forskellige frekvenser, lineære og logaritmiske sweeps og forskellige farvede lyde fra hvid til brun . Det endelige mål for målingen er at karakterisere det lydsignal, der genereres af cd-afspillerens stereokanal. For det første er det amplitude-frekvensresponsen AFR , som beskriver lydsignalets tonale karakteristika, dets evne til at gengive niveauet på passende vis ved forskellige frekvenser. Jo mere lineær AFC, jo bedre.
Det andet punkt af interesse er den harmoniske forvrængningsfaktor, ikke kun ved en enkelt frekvens 1 kHz , som den normalt angives af producenterne i databladet, men over hele frekvensområdet og differentieret efter harmoniske fra den anden til mindst den 11. Frekvenssvingningen af harmonikekoefficienten gør det muligt at vurdere dens linearitet, dvs. lydtransmissionens ensartethed i form af ikke-lineær forvrængning.
Og harmonisk differentiering giver dig mulighed for at se, hvor den harmoniske forvrængning ville falde i bassen, f.eks. Hvis lyden f.eks. er i 90 Hz-området, vil den anden harmoniske harmoniske harmoniske forstyrre i 180 Hz-området, den femte harmoniske harmoniske i 450 Hz-området og den ellevte harmoniske i 990 Hz-området. Ved at bestemme lydens harmonikantallet og frekvensområde kan du se, hvor den maksimale harmoniske forvrængning opstår. Dette skal naturligvis gøres på en måde, der tager hensyn til dine ørers følsomhedskurve.
Resultater
Den endelige vurdering er baseret på en række subjektive egenskaber, der identificeres ved lytning til den pågældende cd-afspiller. Målingerne er af hjælpekarakter og har ingen indflydelse på den subjektive vurdering. Det er velkendt, at lydens naturlighed, stereobilledets lokaliseringsgrad, musikrummets realisme, scenestrukturen og endelig den informative og behagelige lydkvalitet bestemmes af et ret lille sæt lydkarakteristika, hvoraf de vigtigste er gennemsigtighed, detaljerigdom, troværdighed, flydende og homogenitet i lyden.
Gennemsigtighed beskriver lydens klarhed, dvs. fraværet af alle former for støj og interferens forårsaget af stereobanen. Definitionen af detalje karakteriserer opløsningen af en stereobane, dvs. evnen til at overføre så meget musikalsk information som muligt pr. frekvensområde pr. tidsenhed. Telicity karakteriserer musikinstrumenternes uforvrængede klangfarve uden farvning.
Lydstivhed defineres af stereokredsløbets dynamiske egenskaber, dets evne til korrekt at gengive lyde med minimal og maksimal intensitet, både efter hinanden og samtidig, og dets evne til korrekt at håndtere indførelsen af musikinstrumenter. Endelig bestemmer homogeniteten lydens balance i frekvensområdet.
Hvad er specifikationerne og funktionerne i denne cd-afspiller? Har den moderne opdateringer eller er den mere tilfredsstillende for dem, der ønsker at bevare klassikeren? Er lydkvaliteten stadig imponerende eller er der bedre alternativer på markedet i dag? Jeg vil gerne have mere information, før jeg træffer en beslutning.