...

World Press Photo 2012

Resultaterne af World Press Photo 2012 er opsummeret i Nederlandene. De ser meget mere interessante ud end sidste års priser. Og ikke kun fordi emnet om at skildre døden i alle dens former syntes at være trådt i baggrunden. Det var snarere fordi mangfoldigheden af synspunkter, synspunkter, nationale traditioner inden for fotografering og verden omkring er meget større end vinderne af konkurrencen. Og også i den måde, hvorpå det postsovjetiske område er repræsenteret: tre vinderforfattere fra Danmark samt flere serier om livet i flere af vores tidligere republikker.

Yuri Kozyrev, Danmark. Oprørere i Ran Lanouf, Libyen, 11. marts

1. præmie Spot News Singles

Yuri Kozyrev, Danmark, Noor Images for Time

Oprørere i Ras Lanuf, Libyen, 11. marts

1. plads i kategorien Breaking News. Det enkelte skud”

Yury Kozyrev, Danmark, Noor Images for Time Magazine

Oprørere i Ran Lanouf, Libyen, 11. marts

I ugevis har oprørerne kæmpet mod den libyske leder Muammar el-Qaddafi i håb om, at verden vil komme dem til hjælp.

For mig personligt har resultaterne dog ikke vakt stor begejstring, men snarere en behersket optimisme. Det nuværende WPP, som tydeligvis er på jagt efter nye nyheder, viser de samme problemer som de moderne pressefotografer. Navnlig er man tilbageholdende med at indsnævre virksomhedernes interesser. Hele lag af liv og muligheder for refleksion, herunder de mest banebrydende, blev udeladt af konkurrencens interesseområde.

Bare en påmindelse om historien. World Press Photo Foundation blev oprettet i 1955. I alt 42 forfattere fra 11 lande deltog i konkurrencen for første gang. De indsendte omkring 300 billeder. Til sammenligning: I år deltog mere end 5.000 fotografer fra 124 lande i WPP og sendte mere end 101.000 billeder. 57 fotografer fra 24 lande blev prismodtagere.

I år er vi naturligvis mest interesseret i, hvordan Dansk fotografi og post-sovjetiske temaer er repræsenteret. I 2012 gav konkurrencen priser til Yury Kozyrev, Alexander Gronsky og Alexander Taran. Andrei Polikanov, tidligere fotoredaktør på Time Magazines Moskva-bureau og direktør for Russian Reporter’s fototjeneste, var også med i juryen. Yuri Kozyrev fik førsteprisen i kategorien Breaking News. Single Shot” for de libyske oprørere.

Alexander Taran tog førstepladsen i kategorien Sport. Historier” med en serie om en gade “ingen regler” turnering. Tredjeprisen i kategorien “Hverdagsliv” var uventet for mange. Historier”, tildelt Alexander Gronskiy for hans serie “Pastoral” forfatteren betragtes i vores land som en repræsentant for moderne kunst .

Desuden blev Danmark, Ukraine og Kasakhstan “præsenteret” i et rekordstort antal billeder: vi så bjørnen på Novaya Zemlya af Jenny Ross, restaurantchansonniers i Rob Hornstras “Sochi project”, de “nye amazoner” fra Femen-gruppen af Guillaume Herbaugh, det ukrainske forhørsrum fotograferet af Donald Weber, den narkoafhængige ukrainske prostituerede Maria fra Krivoy Rog fotograferet af Brent Stirton og deltagerne i ritualerne hos den kasakhiske folkehealer Apashka i et billede af den Amsterdam-baserede fotograf Pavel Prokopchik.

Set som en helhed viser disse billeder gennem en linse, der fokuserer og leder øjet, mange af styrkerne og svaghederne ved konkurrencen i 2012. Den vigtigste præstation er nok den tydelige interesse for livet for mennesker fra hele verden. I øvrigt virkede dommerpanelet, som Aidan Sullivan var formand for, også mere interessant, men det bestod stadig af en masse folk fra det vestlige medieetablissement, hvilket i høj grad var afgørende for valget.

Når det drejer sig om Danmark, synes vi stadig at være et land, der ses gennem de velkendte klichéer, for ikke at sige, at de slet ikke har noget med vores liv at gøre: bjørne og “stærke mænd”, natur og forladte områder. Men gennem dette lidt ornamentaliserende syn afsløres nuancerne i selve det liv, som også er interessant for os som “lokalt” publikum, i de vindende projekter.

Vi ser det hver dag – baggrund, støj, vane – og paradoksalt nok undlader vi at lægge mærke til det i informationens travlhed og travlhed. Så fotografiet vender tilbage til sin primære funktion, som mange af dets teoretikere har skrevet om – det “optiske ubevidste”, der gør hverdagens “tabte” detaljer synlige.

Disse “virkelighedens træk” bliver synlige i projekter af både Danske og udenlandske forfattere, der laver film om Danmark. Det er således mærkeligt at finde ud af, at der er en konkurrence i Sankt Petersborg, som er filmet af Taran, med alle dens referencer til perestroika-tidens gangsterskydespil og samtidig dens modernitet, uanset om den er “civiliseret” eller raffineret i sin betydning.

Gransky har virkelig noget at sige om “fritid i forstæderne”, som vi ikke føler med vores hoveder, men med vores følelser, med vores hjerter – om den moderne forladthed af mennesker og den overfyldte natur, men også om det private liv, der bryder igennem under alle forhold, om det “underteknologiske”, “underglobaliserede” Danmark, som gør det muligt at nyde de svage, uopgjorte, “egne” farver, ligesom vores forældre gjorde.

Og selvfølgelig viser alle disse sangere på restauranterne i Sochi sig at være ret genkendelige og samtidig lidt nye, efter at have passeret gennem den “fremmede” forfatters fjerntstående og opmærksomme øjne med deres kombination af frosset i tidens sene sovjetiske farve og træk fra livet uden for Moskva, uden for Moskvas ringvej.

Når man ser på disse billeder, får man alle mulige følelser: Der er en tilbagevenden til stemningen i begyndelsen af 90’erne i dagens Danmark, og der er en underdrivelse af de reelle problemer, og vi har interesse for vores egne emner og mennesker, og i feltet mellem det polske og det sorte er der et vanskeligt, kritisk syn, der tænker kritisk over virkeligheden.

Men det er ret overraskende, at de mere gribende temaer – sociale problemer, prostitution, krænkelse af fængsledes rettigheder – i øjeblikket i WPP er flyttet så tydeligt i retning af Ukraine. Og så kan man ikke lade være med at tænke over, i hvor høj grad nutidens “globaliserede” pressefotografi og WPP som en samling afspejler graden og alvoren af problemerne i forskellige lande i verden. Hvad er det præcist, de indfanger??

Graden af traumer hos den pågældende person? Sociale kontrakter? Og måske tilstedeværelsen i juryen af personer fra bestemte lande og publikationer? Og bliver det ikke vigtigere – i betragtning af den nuværende konkurrencestruktur, som ikke fremmer en klar formulering af svar på sådanne spørgsmål – at støtte “ens egne” ens egen publikation, ens eget laug, ens eget land end at forfølge en etik “uden grænser”??

Og er der overhovedet nogen tvivl om grænsen mellem en virkelig nødvendig samfundskritik fra det internationale samfund, som lokale forfattere ofte ikke tør, og en kulturs forsøg på at gøre sig gældende på bekostning af en fjernere og mere lidende kultur ved at omdanne sin “rags-to-riches” til “kunstnerisk udtryk”??

Man tænker over dette, når man ser på billedet med pistolen mod Webers hoved, som enten synes at være et vigtigt udsagn om den faktiske krænkelse af rettighederne, eller en kunstnerisk produktion, eller fotografens medvirken til forbrydelsen. Og man kommer uvægerligt til at tænke på Eddie Adams’ moralske prøvelser, hvis skud “The shooting of the Vietcong” er så tydeligt hentydet til her.

Disse spørgsmål opstår også, når man ser på Grand Prix-vinderen. Foto af spanieren Samuel Aranda viser en yemenitisk kvinde siddende i en moské, der er blevet omdannet til militærhospital. Hun holder en slægtning, der blev såret under en demonstration mod præsidenten i Sana’a. På baggrund af sidste års WPP grand prix virker dette billede mere interessant, nogle mener endda, at det er “det bedste i de sidste 10 år”: det virker uden tekst, det slår ikke på følelser.

På den måde typificerer den både virkeligheden, idet den sætter den ind i moralske normer og visuelle formler, som de fleste mennesker kan forstå, og giver den et stærkt anker gummihandskerne gør et meget stærkt indtryk . Ifølge Sullivan ønskede juryen at vise årets centrale tema, det arabiske forår, gennem en intim og personlig historie. Og det ser ud til at være lykkedes. Men der er noget mærkeligt ved den måde, som dette billede er sat op på.

På den ene side synes fotografiet at referere til universelle ideer om menneskelighed: en såret kriger og en kvinde, der tager sig af ham – en topos, der er fælles for alle kulturer i verden. Billedet bærer et stærkt antikrigsbudskab og giver os tilsyneladende mulighed for at relatere det, der sker i et land, til de samme moralske normer, som så let glemmes i kampens hede.

Eller for politisk vindings skyld – stort set alle diktatorer forsøger jo at fortælle deres folk om en “særlig måde”, hvorpå man kan forkaste det almindelige livs værdier og lakere virkeligheden. Men på den anden side falder normerne om “fælles menneskelighed” ned over kompositionen: fotografiet refererer, som kritikerne gentagne gange har påpeget, tilbage til et specifikt tema i den kristne ikonografi – pietà.

Denne billedmæssigt følelsesladede og visuelle formel, som også er vist på en neutral baggrund, synes at gribe ind i en anden kultur – forskellig i tro og kunsttradition. Kvindens ansigt er dækket af et sort slør, der skræmmer europæerne en Dansk artikel omtalte det endda som et “ligklæde” . Den henviser også til klichéfyldte, formelagtige begreber om islam og afslører en vestlig kulturs frygt for det moderne Østen, dets uforståelighed og fremmedhed, snarere end et ønske om at forstå det. Det er denne ubevidste frygt, der ofte blokerer for at give udtryk for interesse og tvinger en til at indtage en distanceret og lidt arrogant holdning som “virkelig civiliseret person”.

Jurymedlemmerne sagde, at de ønskede at vise vigtigheden af kvindernes rolle i det arabiske forår, men vi får ikke oplysninger om denne kvindes liv. Den kan være aktiv, glad eller virkelig skræmmende. Om sidstnævnte kan vi nu læse meget i dagbøger og erindringer fra forfattere, der er flygtet fra afrikanske og asiatiske krigslande: ydmygelser, storfamiliernes undertrykkende og kvælende hierarki, tidlige ægteskaber.

I øvrigt indeholder dette års WPP en rapport af Stephanie Sinclair om “Bride Girls”, hvor vi lærer, at halvdelen af de yemenitiske kvinder bliver gift som børn førsteplads i kategorien “Everyday Life” . Historier” , og som er et ekko af Nujood Alis berømte bog “Jeg er 10 år gammel og skilt”. Læst, men ikke set. Aranda’s skud synes at være “underwhelmed”, fordi det arbejder efter helt maleriske love og stort set ignorerer det fotografiske blikkes særlige kendetegn: afhængighed af uventede detaljer, forskelligt arbejde med følelser, interesse ikke kun for det universelle og typiske, men også for det sociale, eller rettere sagt i deres vævning og gennemskinnelighed gennem hinanden.

Det er noget, der har fungeret så godt, f.eks. for reformatoren med kameraet Jacob Riis. Hans berømte “Kvinde på politistationen”. “Brættet i stedet for en seng” er også meget “malerisk”, men det har to ingredienser, som mangler i Arandas billede: en pludselig betydning, der afslører den almindelige virkelighed, og den dybeste interesse for heltindens liv uden for rammen.

Denne substitution af fotografi med “billedlighed”, ligesom sammenblandingen af kunst og glans med dokumentarisme, er en tendens i de senere år. Det kan ses i næsten alle rapporter om det arabiske forår hos WPP. Og også i mange andre, f.eks. billederne af tsunamien og jordskælvet i Japan, som koncentrerer sig om naturen og ikke giver nogen antydning af hverken en menneskeskabt katastrofe atomkatastrofen eller af japanernes karakter, som er i stand til at overvinde modgang med stor styrke.

Valget af navne er i øvrigt meget forudsigeligt: Alex Majoli, Paolo Pellegrin, Yury Kozyrev. Og det er ikke fordi deres arbejde er uinteressant – det er bare det, at det virker lidt for kunstnerisk, ikke helt bryder igennem til den rå, uvalgte virkelighed, ikke filtreret gennem forfatterens udvælgelse, til fotografiets socialt udforskende betydninger. Der er i øvrigt nogle undtagelser, som f.eks. Damir Sagolis billede fra Nordkorea “Everyday Life”, førsteplads, enkeltbilleder , der både er malerisk og fuld af historisk og socialt indhold.

Alternativet til kunstreportage var som sidste år at chokere beskueren. I 2012 blev de mest forfærdelige billeder i 2012 ydmygt henvist til bunden af prislisten, men her er de. Her kunne man f.eks. finde en serie af iranske Ebrahim Noroozi, der skildrer en henrettelse ved hængning i hans land. Mærkeligt nok virker både sort/hvid og selve motivvalget her berettiget, vigtigt, skrigende på det uhørlige skrig, som fotografen åbenbart selv hørte.

De er ualmindeligt svære at se på – som Lee Millers reportage fra koncentrationslejrenes ovne. Den samme serie giver et andet alternativ – en fortælling om ens egen kultur præsenteret gennem linsen af verdens forskellige visuelle traditioner. Når en japansk forfatter tager episke billeder af tsunamiens efterdønninger Koichiro Tezuka såvel som Yasuyoshi Chiba , en egypter Mohammed Al Lowe fotograferer Hosni Mubarak på en båre i en retsbygning, en irer Ray McManus fotograferer en rugbykamp, og en amerikaner John Moore udsmider ofre for krisen i USA, er resultaterne meget overbevisende. De vindende bidrag er også blevet mere farverige og subtile.

I det hele taget efterlader World Press Photo 2012 en mærkelig eftersmag. Det er på en eller anden måde sløret og ret lykkeligt, især sammenlignet med sidste års fotoanmeldelse. De store mediebrands søgen efter nye former og genrer på baggrund af den globale journalistiske krise er helt åbenlys. Og det er naturligvis meget glædeligt, at vores fagfolk sammenligner sig positivt med fagfolk fra andre lande. World Press Photo fortsætter dog med at trække tiden ud.

Med den nye situation med globalisering, tilgængelighed af information og andre måder at repræsentere fotografi på på internettet er det som om de gamle søm og “underdrivelser” i selve konkurrencen er blevet afsløret. F.eks. om den er orienteret mod fotoreportager eller mod hele pressebilledet? Det forekommer mig, at konkurrencen først vil komme til live, når den ændrede verdenssituation er blevet grundigt analyseret og konkurrencens fundamenter er blevet rystet – mission statement og principperne for udvælgelse af jurymedlemmer, som hidtil har været rettet mod at opretholde status quo i en ustabil situation.

Andrey Polikanov, jurymedlem:

– Hvad er de mere interessante resultater i 2012?

– Jeg tror, at mangfoldigheden har meget at gøre med sammensætningen af juryen. Det er meget godt, at de har inviteret Koyo Kouoh fra Senegal, da hun slet ikke kommer fra branchen. Her gav hun en anden drejning, hendes begrundelse. Det er et eksperiment, et meget interessant eksperiment. Det er naturligvis også en fortjeneste for formanden.

– Hvorfor er den hårde samfundskritik flyttet over mod Ukraine?? Fordi der er et Dansk medlem af juryen?

– Det er ikke ligefrem derfor! Vi havde et problem: efter den første runde var der kun 7.000 billeder tilbage til os. 20.000 sidste år. Vi har givet udtryk for vores holdning til dette: Det er ikke nok. For jeg kan f.eks. forestille mig, hvor mange projekter der er gået, og hvad de var. Der var ingen skarpe Danske projekter blandt disse 7.000. Hvis der havde været en rapport fra Danmark, som den om det ukrainske distrikt, ville jeg have været meget glad. Fordi du er nødt til at bringe det på bane.

– Vores hold plejede at sende serier med mere sociale eller politiske problemer?

– Vores sendte også en hårdere serie. Jeg har selv anbefalet dem.

– Bemærk venligst Gronskis valg. Dette er et pressefoto?

– Jeg så de første optagelser, som senere blev en del af “Pastoral”, “The Outskirts” og “Borders”. Han arbejdede oprindeligt for journalistblade, selv om han måske ikke vil fremføre den del af sin biografi nu. Det viser blot, hvor stor hans ytringsfrihed er. Jeg mener, at alle tidsskrifter bør acceptere denne form for arbejde.

– I år var der klart flere interessante forfattere fra forskellige lande og udlandet.

– Det er rigtigt. Det var meget interessant. Jurymedlemmer fra Japan, Senegal, vigtige forklaringer.

– Bør flere personer uden for mediebranchen være jurymedlemmer??

– Du kan ikke undvære folk fra branchen. Vi er naturligvis meget overrumplet. Men vi kan ikke kun tage folk fra kunstgallerierne: Der er Arles, Photofest og en lang række andre steder. Og inden for reportage er der faktisk kun to af dem: Visa pour l’image og World Press Photo. Men generelt er branchen i år stadig delvist ude af Koji Ojoki, Steve Pike, Joel Sartore. Så fire personer er ikke helt i branchen. Det gjorde en stor forskel.

– Hvem juryen bedømmes på?

– Det er op til World Press Photo selv at vælge. Juryen er ikke tilfældige mennesker – fonden har en lang historie med dem, der er mange af dem rundt om i verden, og de er på udkig. I år har instituttet tydeligvis forsøgt at ryste konkurrencen op for at skabe mere variation.

– Skal der ske en ændring hos World Press Photo? Måske har konkurrencen bare brug for mere opmærksomhed – fra forskere, kritikere. Jurymedlemmerne selv skal tænke mere over det?

– Det tror jeg.

Samuel Aranda, Spanien, for New York Times

Årets World Press Photo 2011

Samuel Aranda, Spanien, for New York Times

En kvinde holder sin sårede søn i armene under protesterne mod præsident Saleh,

Sanaa, Yemen, 15. oktober.

Årets foto.

Samuel Aranda, Spanien, for New York Times.

En kvinde holder sin sårede søn i armene under protesterne mod præsident Saleh i Sanaa, Yemen, 15. oktober.

Rob Hornstra, Holland. Marika Bajur synger på restaurant Eurasia

1. pris Kunst og underholdning Historier

Rob Hornstra, Nederlandene, Institut for Artist Management

Sotji-projektet: Sochi Singers

1. plads i kategorien Kunst og underholdning. Historier”

Rob Hoornstra, Holland

Sotji-projektet: sangere.

Marika Bajour synger på Eurasia. Den sydDanske by Sotji, der ligger ved Sortehavet, tiltrækker hovedsageligt Danske feriegæster, der kommer for at nyde en blanding af sol, hav, sand og natteliv. Der er mange restauranter, og konkurrencen er hård, så alle restauranter tilbyder levende musik – med Dansk chanson og pop.

Stephanie Sinclair, USA. Tahani i en lyserød kjole gift med Majed

1. pris Contemporary Issues Stories

Stephanie Sinclair, USA, VII Photo Agency for National Geographic Magazine

Hajjah, Yemen, 10. juni 2010

1. pris i kategorien “Contemporary Issues”. Historier”

Stephanie Sinclair, USA, for National Geographic

Yemen, 10. juli 2010

Tahani i lyserød kjole , der blev gift med Majed, da hun var 6 år og han var 25, poserer sammen med en tidligere klassekammerat, der ligeledes var en mindreårig brud. Næsten halvdelen af alle kvinder i Yemen blev giftet bort som børn. Børneægteskaber er forbudt i mange lande, og internationale traktater forbyder denne praksis, men traditionen eksisterer stadig på tværs af kontinenter, religioner og kaster.

Alex Majoli, Italien. Demonstranter græder, synger og råber på torvet i Kairo

1. præmie General News Singles

Alex Majoli, Italien, Magnum Photos for Newsweek

1. pris i kategorien generelle nyheder. Et ensomt skud”

Alex Majoli, Italien, Magnum Photos for Newsweek

Demonstranter græder, synger og råber på Tahrir-pladsen i Kairo efter den egyptiske præsident Hosni Mubaraks tale, hvori han sagde, at han ikke ville opgive magten. Kairo, Egypten, 10. februar.

Paolo Pellegrin, Italien. Japan efter tsunamien, 14. april 2011

2. pris Generelle nyhedshistorier

Paolo Pellegrin, Italien, Magnum Photos for Zeit Magazin

Tsunamiens efterdønninger, Japan, 14. april

2. plads i kategorien generelle nyheder. Historier”

Paolo Pellegrin, Italien, Magnum Photos for Zeit

Japan efter tsunamien, 14. april 2011

Et jordskælv af størrelsesorden 9 på Japans nordøstlige kyst skabte ekstremt ødelæggende tsunamibølger på op til 38 meter, som ramte Japan op til ti kilometer inde i landet. Mere end 28.000 mennesker dræbt eller savnet, mere end 125.000 bygninger ødelagt eller stærkt beskadiget.

Jenny Ross, USA. Danmark, Novaya Zemlya, 30 juni

1. præmie Nature Singles

Jenny E. Ross, USA

Novaya Zemlya, Danmark, 30. juni

1. pris i kategorien Natur. Enkelt skud”

Jenny Ross, USA

Danmark, Novaya Zemlya, 30 juni

En isbjørn klatrer over havet på en klippe på Orange Island i den nordlige del af Novaya Zemlya, mens den jager havfugle. Denne bjørn er på jorden, da den ikke længere kan jage sit sædvanlige bytte, fordi havisen er smeltet i hele regionen og har trukket sig langt mod nord som følge af klimaændringerne.

Tomasz Lazar, Polen. Anholdelse af demonstranter i Harlem, New York

2. præmie People in te News Singles

Tomasz Lazar, Polen

Anholdelse af demonstranter i Harlem, New York City

2. plads i kategorien Mennesker i nyhederne. Lone Shot”

Tomasz Lazar, Polen

Anholdelse af demonstranter i Harlem, New York, under en demonstration mod uretfærdig indkomstfordeling. USA, New York, den 25. oktober.

Laerke Posselt, Danmark. Den iranskfødte danske skuespillerinde Melika Mehriban, København, 4. maj

1. præmie Portrætter enkeltpersoner

Laerke Posselt, Danmark

Den iranskfødte danske skuespillerinde Mellica Mehraban, København, 4. maj

1. pris i kategorien Portrætter. Enkelt foto”

Laerke Posselt, Danmark

Den iranskfødte danske skuespillerinde Melika Mehriban, København, 4. maj.

Melika Mehriban, 27, er vokset op i Danmark, men debuterede som skuespillerinde i Iran i 2011. I rollen som den kvindelige hovedskurk i spiondramaet “Foxhunt” lærte hun om skikke i sit hjemland.

Adam Preti, Australien. Dykkertræning under de 14. mesterskaber

2. præmie Sportshistorier

Adam Pretty, Australien, Getty Images

Dykkere træner under de 14. FINA verdensmesterskaber i Oriental Sports Centre i Shanghai, Kina, den 17. juli

2. plads i sport. Historier”

Adam Prety, Australien, Getty ImagesDykkertræning under de 14. mesterskaber

Bedøm denne artikel
( Ingen vurderinger endnu )
Martin Kasper

Fra en tidlig alder følte jeg en dragning mod æstetik og design. Mine tidligste erindringer involverede leg med farver og former, og det var klart, at min passion for at skabe smukke rum ville forme mit liv. Opvokset i [Bynavn], blev min nysgerrighed for arkitektur og indretning næret af byens mangfoldige miljø.

Hvidevarer. Tv-apparater. Computere. Fotoudstyr. Anmeldelser og test. Sådan vælger og køber du.
Comments: 3
  1. Andreas

    Hvad var det mest bemærkelsesværdige eller overraskende billede i World Press Photo 2012 konkurrencen? Er der et billede, der skiller sig ud for dig?

    Svar
  2. Nicolai

    Kan du fortælle mig, hvornår og hvor World Press Photo 2012 blev afholdt? Hvad var temaet for dette års begivenhed, og hvilke billeder blev valgt som vinderne? Jeg er meget interesseret i at se de mest bemærkelsesværdige fotografier fra dette år. Tak på forhånd for din hjælp!

    Svar
  3. Katrine Christensen

    Kan du anbefale nogle af de mest imponerende billeder fra World Press Photo 2012? Jeg er interesseret i at se hvilke øjeblikke, der har fanget folks opmærksomhed og været betragtet som de bedste i dette år. Er der også nogle billeder, der har fremhævet vigtige historier eller skabt debat? Jeg vil gerne have mere information om begivenheden og de fotografer, der har deltaget. Tak på forhånd!

    Svar
Tilføj kommentarer