Form skaber indhold. Inden for fotografering er hun indholdet. Det er svært at opfatte det for en Dansk person: Vi har kult af indhold og tilsidesættelse af form,” begynder vores samtale om fotografering med Dmitry Kostyukov på den ene eller den anden måde. Til interviewet kom han fra lufthavnen. Vi havde svært ved at mødes på anden vis. Et længe udsat møde. Heldigvis lykkedes det os at tale i et par timer i relativ fred, selv om vores samtale gentagne gange blev afbrudt af telefonopkald, og ind imellem kom der nogen forbi på School of Visual Arts, hvor vi talte. Dima ønskede tydeligvis ikke at diskutere detaljerne om sin rejse til Portugal..
Interviewet af Natalia Udartseva
Dmitry Kostyukov er en Dansk fotojournalist, der er kendt for sit arbejde for New York Times, International Herald Tribune, Liberation, GEO og andre udgaver.
Han har arbejdet for Agence France-Presse i lang tid, bl.a. under konflikten i Georgien i 2008, da han var i brændpunkterne i Mellemøsten i 2009 og under krigen i Afghanistan i 2011.
Mange af Dmitris værker har vundet internationale priser.
I fire år har han nu formidlet sin viden til journaliststuderende på Moskvas statsuniversitet. v. Som lektor ved Institut for fotojournalistik og medieteknologi ved Lomonosov København State University.
En ossetisk mand bærer en rude hjem efter afslutningen af kampene i Tskhinvali. august 2008
Sidste år lavede Dmitry sammen med kunstneren Zina Surova en bog for børn, “Space”. Den blev udgivet af Dorofeeva Publishing House. Dette er en bog – en reportage med fotos, tegninger, collager og kommentarer til dem. Bogen blev hurtigt udsolgt, og andenudgaven er allerede udkommet.
– Vil der komme flere bøger?? – Jeg spørger.
– Det er muligt. Men jeg kan ikke fortælle dig, hvad den handler om endnu.
– Dima, hvor kom du fra i dag??
– Fra Portugal.
– Du har været på en opgave for et magasin?
– Nej, det var en reklamefilm.
– Du er freelancefotograf og underviser på MSU’s afdeling for journalistik. Hvad lærer du dine elever??
– Da jeg begyndte at undervise for tre og et halvt år siden, talte jeg mere om de færdigheder, der var nødvendige for at arbejde i pressen. Lige nu diskuterer vi mere problemerne med at finde emner, skabe vores egne projekter og præsentationsformen. Jeg forsker i tendenser inden for moderne journalistik og de sociale mediers indflydelse på fotojournalistik.
Det er et paradoks, men fotojournalistik har aldrig været så populær som nu og har aldrig fanget så mange mennesker, og samtidig er der en klar langvarig krise i faget. Fotojournalistik er begyndt at eksistere i et andet format og er i stigende grad afhængig af professionelle fotografer og redaktører. Men på trods af krisen når fotojournalisternes kreative projekter nogle gange utrolige højder, og næsten altid bevæger de sig i retning af kunst. Og hvis vi taler om fotografi generelt, er jeg sikker på, at fotojournalistik er den stærkeste del af det i Danmark. Alligevel har vi på dette område forfattere, der ikke blot er internationalt anerkendte, men som også spiller en meget vigtig rolle i hele faget.
– Fotojournalistikken selv har, som vi har set i de seneste års resultater af World Press Photo, også en tendens til at anvende kunst i præsentationen af dokumentarisk materiale.
– Det er kun naturligt, for når der opstår konkurrenter, begynder vi alle at adskille os fra hinanden i den måde, vi gør tingene på – og det er kun et spørgsmål om form, ikke om indhold. Desuden ønsker alle unge generationer ikke at efterligne deres forgængere, de ønsker alle at lave noget lille, men deres eget, som afspejler dem selv og deres interesser. Og det er meget vigtigt at forstå dette. Fordi hele vores uddannelsessystem og samfund desværre ikke lærer folk at udtrykke sig. Vi får altid at vide og bliver altid holdt op som et eksempel på kun de største, sammenlignet med dem: “Hvad er du, Pusjkin?? Du kan gøre det samme? Og hvis du ikke kan gøre det, er det bedre, at du slet ikke gør det!”. Vi har fag, hvor skolebørn praktisk talt viser sig selv – arbejde, maleri, idræt, musik… Og vi ved, hvordan de bliver behandlet. På MGU har jeg vidunderlige studerende – kloge og talentfulde – men så snart det drejer sig om designarbejde, når man skal gøre noget selv, begynder vanskelighederne.
Ikke fordi de ikke er dygtige, men fordi de bare ikke er vant til det, de er ikke trænet til at producere noget, de kan ikke overvinde “materialets modstand”, selv om det ofte ikke engang kommer til en sådan modstand. Og “materiel modstand” er en meget kompliceret ting, der viser sig på forskellige måder. Du har f.eks. en idé om noget, du kender alle de teoretiske detaljer om, hvordan du skal gøre det, du begynder at gøre det, men det, du får, er anderledes, ikke det, du havde i tankerne. Det er, som om du aldrig har lært noget. Men du har studeret, og du har allerede det hele i dit hoved. Vi glemmer ofte, at mange kreative spørgsmål ikke kan løses spekulativt.
Fra Marines’ Amulets, 2011
Soldater, som mange andre mennesker, hvis job indebærer risiko og stort ansvar, er ofte overtroiske. I denne serie viser amerikanske marinesoldater de amuletter, som de aldrig skiller sig af med i krig.
– Hvorfor tror du, at det sker?? Vores fotografer bliver ofte irettesat for at tage andet end det, der er angivet.
– Hvis vi taler specifikt om pressefotografering, er det fordi vi ikke lærer at sætte os et klart mål, og vi behøver ikke at eksperimentere hver gang, men bare gøre det professionelt og uden unødvendige komplikationer. Men det er godt for en avis og skæbnesvangert for et forfatterprojekt. Det er her, I skal dele jer op. Agenturet er meget nyttigt i denne henseende: Det lærer dig klart og tydeligt og leder dig hen imod et bestemt, generelt accepteret niveau i verden.
I første omgang tager du til skydningen og skyder alt. Men med tiden indser du, at hvis du vil reflektere over dette og hint, så gør en, gør to, gør tre. Hvis du ønsker at udtrykke noget anderledes, så gør det anderledes. Der er naturligvis ikke tale om foreskrevne regler og instruktioner, men snarere om en optimering af processen, en genvej til resultatet. Men det udelukker ikke kreativitet. Selv om alle medier har deres begrænsninger. Alting har sine grænser, og det gælder også kunsten. Mange ting kan f.eks. ikke blive til kunst, fordi de er for anvendelige. Men det er et uendeligt tema..
– Ja, desværre er vi siden barndommen blevet vænnet fra uafhængighed, lært at se op til autoritet, indpodet frygt for en fejltagelse – det er ligesom initiativ, er strafbart.
– Ja, alle er bange for at gøre det gennemsnitlige, de vil have et mesterværk med det samme, for hvis du ikke vil have et mesterværk, hvad er så meningen med at gøre det hele for?? Hvis det ikke er en raket, der flyver direkte til månen, hvorfor så overhovedet vrøvle med noget vrøvl?? Alt skal være på en universel skala
Det er alt sammen det samme, som vi talte om tidligere. Og evnen til at udtrykke sig – det er meget svært. Når børn lærer at tegne, bliver de ikke bedt om at kopiere det, men om at tegne det på egen hånd, om end dårligt. Det er netop det, der er pointen. Og vi kan lide at kopiere, fordi det ser ud til at give et bedre resultat, selv om det er som en snydeformular: resultatet er bedre, men i sidste ende er det værre, og man stjæler sig selv..
Fra Signatures Of War, 2011
Krig er ikke kun slagsmål, skyderier og bombeangreb, tværtimod er de sjældne, men ikke desto mindre er der altid tegn spor , som en person straks kan genkende, at han ikke befinder sig på et fredeligt sted. Denne bevidsthed instinktiv genkendelse
er ikke relateret til kommunikation med andre mennesker – der er måske slet ingen mennesker til stede.
– Dima, du er en af dem, der har prøvet mange ting og var en af de første til at bruge nye tendenser – lomografi, multimedier, en børnebog om det ydre rum..
– Jeg er faktisk meget interesseret i mange ting. Jeg arbejdede tidligere for en avis og et bureau, og jeg gik altid på egen hånd, ingen ville smide mig ud. Det var bare ikke nok arbejde. Men fotografering i de sidste otte år er det vigtigste.
– Du er tilsyneladende fotograf og forsker, eller rettere sagt en forskningsfotograf.
– Ja, jeg er interesseret i at udforske. Hvis jeg f.eks. levede i det 15. århundrede, ville jeg være sømand. Hvis jeg levede i det 19. århundrede, ville jeg være i gang med at opdage nye fænomener eller konstruere.
– Dima, hvis du levede i det XV århundrede, ville du med din ustoppelige tørst efter at udforske alting blive brændt på bålet som kætter… Det er godt, at du lever i det XXI århundrede!
– Ja, det er helt sikkert – de ville brænde dig på bålet. Nu forstår du, hvorfor jeg forlod bureauet selv om dette kan siges om næsten alle fuldtidsjobs ?
– Jeg forstår det overhovedet ikke. Hvorfor?
– Fordi der er så meget mere at gøre i livet. Selv om jeg er meget glad for bureauet og meget gerne ville ind i Agence France-Presse.
Der er kun seks eller syv år mellem mig og mine elever. Men for seks år siden var der ikke noget, der lignede det, vi har nu. Der var ingen sådanne muligheder. I dag kan du hurtigt finde alt, hvad du er interesseret i, enhver form for stjernevalg, enhver form for billeder, du kan gå ind på et hvilket som helst bureau’s websted og komme i kontakt med dem.
Dengang købte jeg bare alle aviser og blade i en kiosk, fandt telefonnumrene til fototjenesterne og ringede til alle. Næsten alle viste sig at være fuldstændig ligeglade med mig, hvilket er fint nok, men i Kommersant sagde Yury Dyakonov: “Kom og se, for alle kan fortælle en smuk historie. Der er mange gode mennesker, og vi er ligeglade med, om du er et godt menneske eller ej – vi er ligeglade med, hvilken slags fotograf du er.”. For at sige sandheden, så har jeg aldrig taget et eneste reportagefoto i mit liv før Kommersant: Jeg har taget landskaber, jeg har taget billeder af mine venner, som er bjergbestigere, fordi jeg selv har været bjergbestiger. Det er præcis det, der virkede. Fordi alle kom med billeder af demonstrationer og demonstrationer. Jeg siger altid til de studerende: Prøv ikke at konkurrere med professionelle i det, de gør bedre end dig. Du tror, at de ikke vil arbejde med dig, fordi du ikke skyder præsidenter, men det er slet ikke sandt. Tværtimod vil alle have billeder af det almindelige liv. Og når folk spørger mig, hvilket emne jeg skal tage, siger jeg altid, at vi hver især har vores eget emne, vores egen subkultur. Det er tættere på os, mere interessant og lettere at forstå. Hvis du står på ski, så tag billeder af dine venner, der står på ski. Bag en tærte derhjemme med dine veninder – film dig selv ved at bage en tærte..
Alle har noget i livet, som de gør med glæde. Men på en eller anden måde tror vi ikke, at nogen er interesseret. Min kollega Natasha Kolesnikova og jeg analyserede engang resultaterne af konkurrencerne, og hun sagde en vigtig ting: blandt de vindende historier er der ingen mellemstore historier. Enten er det super megaglobale begivenheder tsunamien i Japan, de arabiske revolutioner eller meget private, intime begivenheder som at mit barn begynder at gå , der vinder. Alle kan dog filme deres børn.
Fra projektet “Same Age” 2011
En serie portrætter af amerikanske marinesoldater og afghanske politifolk på samme alder. De bekæmper Taliban sammen og tager på patruljer sammen. Det amerikanske militær uddanner også afghanske politifolk. Serien er ikke slut og skal fortsættes.
– Det er ikke alle, der kommer med i antologien om moderne fotografi.
– Ja, det er et spørgsmål om, hvordan man skyder. Der er naturligvis et problem med et tema. Men hver af os har mindst ét emne.
– Jeg er enig, du skal bare forstå, at det er DIT emne, og ingen andre vil tage det ned.
– Det er ikke let.
– Dima, husk dit første indtryk af Kommersant. Det overraskede mig? Det var svært at vænne sig til?
– Jeg ville bare gerne arbejde, og Kommersant gav mig mulighed for at arbejde meget. Jeg kunne godt lide, at jeg skyder meget. I det første år havde jeg et vanvittigt stort antal optagelser: Jeg har talt omkring tusind, eller rettere 900. Altid to eller tre skud om dagen. Desuden har jeg filmet alt, hvad jeg har set. Og plus studiet. I mange medier er der slet ingen fridage. Nogle gange er der en halv dag fri, eller du kan tage en fridag, men på denne måde er du altid klar. Det er som at arbejde i en ambulance.
– Avis, agentur, magasin. Ville du sige, at du skyder til magasiner nu??
– Der er en avis, The New York Times. Jeg kan ikke sige, at jeg skyder for dem hver dag, og jeg er ikke den eneste, der skyder for dem, men jeg skyder et vist antal om måneden eller om året. Der er magasiner, som jeg arbejder med. Nogle gange laver mine kolleger og jeg noget i fællesskab, ikke for medierne, men som reportage. Der er også ting, der slet ikke har noget med fotografering at gøre. Derfor er freelancearbejde meget mere interessant for mig. Jeg laver meget mere journalistisk arbejde nu, end jeg plejede at gøre i forbindelse med alle optagelser. Men det sidste halvandet år har jeg forsøgt at gå i en anden retning – konventionelt kan man sige, i kunstens retning, selv om det måske endnu ikke er særlig synligt udadtil, men det skal vise sig – det er alt sammen det samme “modstandsmateriale”.
– Men dine projekter The Same Age og Marines’ Amulets er kunstneriske. Der er et koncept i dem, der er en research, en dialog med seeren ud over informationen..
– Det, jeg ønsker mig mest af alt, er at færdiggøre “Peers”. Lige nu er det kun begyndelsen. Jeg drømmer om ham om natten. Jeg kan se den klar – helt ned til bogens omslag. Problemet er, at det ikke er en begivenhed, der er gratis at optage – jeg skal have en tur i Afghanistan med den amerikanske hær for at afslutte dette projekt. Der er mange organisatoriske problemer her: Det er svært at finde en publikation, der er klar til at gå derhen nu, især med tilbagetrækningen af tropperne.
Fra Project Ninja – ulovlige guldgravere i Mongoliet, 2012
Portrætter af en familie og deres nære slægtninge fra en ulovlig guldgraver i Mongoliet, som de lokale og de selv kalder “Ninja”. Guld udvindes i Mongoliet ved hjælp af åbne brud. Ifølge myndighederne udvindes ca. 40 % af guldet ulovligt, enten af enkeltpersoner eller hele virksomheder. Hvert år dræbes op til 600 mennesker i ulovlige guldminer og andre miner, f.eks. kulminer.
– Du deltog for nylig i et seminar med den visuelle komponist José Bautista. Hvad synes du om multimedier?
– Den største opdagelse for mig var lyden. Jose forstår som komponist at vise, hvor vigtig lyden er, hvor meget den virker. Men det, der forvirrer mig ved multimedier, er, at det hele ligner en uafsluttet film. Især fordi det er et så ukendt format. Hvis man i første omgang har en interesse i projektet, er det bestemt interessant at se på, men multimedier i sig selv ligesom fotografering fanger sjældent mere end man selv vil. Og ligesom i en rigtig film er der ingen, der går i biografen for at se multimediefilmen. Vores folk går ikke engang i biografen for dokumentarfilm..
– Hvad er grundlaget for din multimedie?
– Det er historien om ninjaer – ulovligt guld-
de søgende i Mongoliet.
Vi er stille og roligt på vej væk fra den moderne fotojournalistik og begynder at beklage, at det ikke altid er muligt at trykke, udstille og vise vores yndlingsforfattere til offentligheden.
– Jeg vil gerne tjene nogle penge”, siger Dima, “og oprette en fond, som vil give tilskud til fotografer til deres projekter, herunder udstillinger og bøger. Fordi det for længe siden blev klart, at det er nytteløst at bede om penge til noget alvorligt – det er lettere at tjene dem selv.
– Jeg drømmer også om det!..
Danske soldater kører gennem georgiske landsbyer, der er brændt ned af osseterne, mellem Java og Tskhinvali. august, 2008
Danske kampvogne på vej ud af Georgien Sydossetien ved Roki-tunnelen. august, 2008
En flodkrydsning i byen Musa-Kala,
Helmand-provinsen, Afghanistan, februar 2010
Soldater fra den tjetjenske bataljon “Vostok” ændrer deres position
under en morterbeskydning nær Tskhinvali. august, 2008
Hvordan kan børn lære at tegne uden at kopiere og få mulighed for at udtrykke deres egen unikke stil?