Fotografi er for mig en mulighed for at observere og blive forbløffet, men mest af alt er det en mulighed for at komme i kontakt med verden, for at finde nogle attraktive øjeblikke i den og sætte dem ind i en mosaik. Det er utroligt hver gang, at den verden, jeg skaber, er tæt på nogen, at folk finder noget i den, der stemmer overens med deres tanker og følelser, og det kan kun glæde mig.
1. “Grafik.”. Moskva. December 2011
Farverne er overalt, man skal bare se dem
Jeg må indrømme med det samme, at jeg er en meget doven kunstner. I stedet for at strække lærreder ud og presse maling ud, skal jeg bare tage kameraet op, trykke på en knap, og resultatet kommer med det samme. Jeg elsker fremskridt og alle de ting, som dovne mennesker som mig har opfundet: opvaskemaskiner, vaskemaskiner, robotstøvsugere og andre computere – hvor meget tid har man dog til at skyde!! Det gør jeg. Især når solen skinner, bliver farverne i den omkringliggende verden særlig klare, og det er meget vigtigt for mig. Jeg går nogle gange op til 20 kilometer om dagen for at finde det rigtige billede. Jeg prøver at have mit kamera med mig overalt, selv når jeg er på apoteket eller til et møde.
Det hele startede åbenbart, da jeg blev taget til Cuba i en ubevidst alder. Det var der, at jeg efterhånden blev forelsket i levende farvekombinationer og løbende gengav dem i mit arbejde, fra maleri til illustrationer i magasiner og fotografering. Og jeg kan finde farver overalt, hvor jeg kommer: i Moskva, Irkutsk, Rostov-on-Don og alle andre steder. Folk var først overraskede og kunne ikke tro, at der fandtes noget sådant i deres byer.
Fra min allerførste udstilling hørte jeg spørgsmål om behandling og “Photoshop”, men så vænnede alle sig til det, især efter at jeg begyndte at undervise i “Color in Photography” på School of Visual Arts. Her og på workshops lærer jeg andre at se farver. Det viser sig, at mange mennesker ikke ser det, fordi de simpelthen ikke er opmærksomme, og de fleste lægger mere vægt på emnet og den litterære side. Men når man tænker over det, kommer forståelsen først, når vi har set og følt noget. Men jeg synes, at alt er vigtigt i fotografering: motivet, kompositionen og farven. Jeg kan ikke fange den mest fantastiske ting, hvis jeg ikke ser det store billede. Så med et kamera i hænderne er jeg stadig en kunstner, og jeg forsøger primært at opfylde kunstneriske mål. Jeg forsøger f.eks. at være meget forsigtig med billedfladen, fordi den er todimensional, og det billede, der vises på den, er blot en illusion af tredimensionalitet. Det er derfor, jeg opbygger rummet i billedet for at skabe en scene, hvor handlingen finder sted. Det er vigtigt for mig, at den historie, jeg indfanger, passer ind i en enkelt ramme, og at der ikke er en antydning af noget, der ligger ud over den. For mig er hver enkelt ramme et komplet kunstværk. Et andet skud – en anden historie. Det er derfor, jeg laver gadefotografering i stedet for reportage eller journalistik, hvor man skal kunne se begivenhederne og fortælle om, hvad der sker i verden, i landet. Og jeg er instruktør af min egen verden, selv om naturen er ret dokumentarisk og realistisk.
Fotograf Vivian Del Rio
Vivian Del Rio – kunstner, designer, fotograf, medlem af København Union of Artists og Russian Union of Photo Artists. Født i Moskva. Jeg tilbragte min barndom med mine forældre i Cuba. Hun er uddannet grafisk kunstner fra Moskvas institut for trykkunst. Uddannet fra Carmarthenshire College of Technology and Art, UK.Arbejder med fotografi, maleri, illustration og design. Forfatter til “Ubevidst maleri”, “Havearbejde” og “Habana plus Moskva”. Hendes værker er blevet vist flere gange på solo- og gruppeudstillinger. Bor og arbejder i Moskva.
Havana plus Moskva
Jeg bliver ofte beskyldt for ikke at være tydelig med hensyn til, hvor mine billeder er taget. De kan være fra Paris, Berlin, Moskva eller Cuba, og de har lige så stor succes. Dette er grundlaget for min bog “Habana + København”, som netop er blevet udgivet af FotoKarta. Jeg tror ikke, det er vigtigt, hvad, hvor og hvad en person fotograferer med: Det vigtige er personligheden, og hvad de ønsker at sige til folk omkring dem. Det vigtige er den enkelte fotografs subjektive opfattelse. Bogen er bygget op omkring to hjembyer: i den ene er jeg født og har boet hele mit voksne liv, i den anden kun min tidlige barndom. Jeg ser, sammenligner og analyserer og konstaterer, at livsudfoldelserne i de to hovedstæder er meget ens, og at mennesker er mennesker, men at de forhold, de befinder sig i, er forskellige.
Her er en episode, som jeg så i England: Der var meget stive mænd og kvinder på perronen, som ventede på et tog. Men uventet ankom der et tog med langt færre vogne end normalt. Hvad skete der med de engelske? De blev straks forvandlet: skubbende og sure satte de sig på deres pladser. Omstændighederne ændrede sig, og derefter ændrede adfærd og mennesker sig straks. Og omstændighederne kan omfatte lerjord, for høj luftfugtighed, otte måneders vinter, brændende sol… og meget mere.
Fotografi er en mulighed for at observere og blive overrasket
For nylig befandt jeg mig i en by, hvor jeg ikke havde været i fem år, og jeg kendte mig ikke særlig godt rundt. Men jeg blev overrasket over at finde ud af, at dette var det hus, jeg filmede, og dette, og denne bås, og dette vindue… Og jeg kom til det rigtige sted via disse “aftryk”. Det viser sig, at fotografering ikke kun er beviset på eksistens: “Jeg var her, jeg så det”, men også en mulighed for at fastsætte, at huske sådanne detaljer, som i det almindelige liv forbliver ubemærket. Det er som en ekstra hukommelse. Når jeg kigger på mine billeder, husker jeg hvem, hvornår og hvor de er taget sammen med, og nogle gange endda lugte, lyde og ord. Jeg får også øje på de mindste detaljer, der på mystisk vis begynder at rime og tilføjer ekstra betydning til billedet.
Jeg er så glad for, at de endelig har opfundet et digitalkamera, der ikke begrænser antallet af billeder, jeg kan tage. Jeg behøver ikke at bekymre mig om at beskadige ting eller løbe tør for film. Det er en slags frihed for mig, når jeg ikke behøver at tænke over materialet, men kan fordybe mig fuldt ud i observation og kontemplation.
2. “Overgang” fra serien “Vores små brødre og søstre”. Moskva. September, 2008
Selvfølgelig har fotografering virkelig ændret mit liv, men også min karakter. Jeg blev meget mere selvsikker, endnu mere fræk. Jeg fandt det meget nemmere at kommunikere med fremmede og til sidst også med folk, jeg kendte. Jeg kom væk hjemmefra, begyndte at rejse meget, så steder, som jeg aldrig ville tage til uden et kamera. Jeg er blevet super opmærksom, og jeg har udviklet en hurtig reaktionstid. Og jeg er meget glad for, at alt dette er sket for mig, er ved at ske og forhåbentlig vil ske i fremtiden.
3. Studerende på ungdomsuddannelserne. Havana. Cuba. februar, 2014
Selvfølgelig har fotografering ændret mit liv og min karakter. Jeg er blevet meget mere selvsikker, endnu mere modig. Det er meget nemmere for mig at kommunikere med fremmede og i sidste ende med de mennesker, jeg kender. Jeg kom ud af huset, jeg rejste meget, jeg så steder, som jeg ikke ville have været uden kamera. Jeg blev super opmærksom, og jeg udviklede en hurtig reaktionstid. Og jeg er meget glad for, at alt dette er sket for mig, sker og forhåbentlig også vil ske i fremtiden.
4. “Syn”. En pige i den offentlige transport. Havana. Cuba. februar, 2014
5. Skolebørn i snackbaren. Havana. Cuba. februar 2014
6. “Udsigten” fra serien “Behind the Glass”. Moskva. oktober, 2008
7. Grøn væg. Havana. Cuba. februar, 2014
8. En gadetigger. Havana. Cuba. februar, 2014
9. “Det er på tide” fra serien “Men in Pink”. Moskva. April, 2008
10. Arbejde midt på dagen. Havana. Cuba. februar 2014
11 “Hvad er der derude bag Moskva??”. Moskva. juni, 2013
12. “Godt nytår, godt nytår, godt nyt held”. 1. januar 2013. Moskva. Den røde plads.
Hvordan kan jeg som læser få et glimt af din filmverden, fotograf Vivian Del Rio? Er der nogen film eller billeder, du gerne vil dele med os, der kan give os indblik i din kreative proces? Jeg er nysgerrig efter at se og lære mere om din unikke måde at skabe film på.