Oversigt over moderne Dansk fotografi: Billedet er en gud, vi er alle slaver af det

Jeg tror fuldt og fast på, at fremtiden for fotografiet ligger i uafhængige dokumentariske projekter og multimediegenren, web-baserede projekter og specialudviklede forklaringer. Det er et udfordrende og mangesidet arbejde, der ikke kun kræver fotografisk dygtighed, men også evnen til at tænke systematisk, til at være opmærksom på billede, lyd, video, tekst, design og strukturel præsentation og til at finde en balance mellem dem, ligesom mellem indhold og billeder. Jeg arbejder på det nu.

Visionen er af en anden karakter

Her står jeg så og går ned ad rulletrappen i Moskvas metro. Halvvejs op ad trappen tager jeg mit kamera frem, allerede indstillet på den rette følsomhed – i stand til at opfatte situationens finesse. Prioriteten for verdens mest åbne blænde. En replik til kvinden, der sidder i observationsboksen. Jeg tager et billede, indtil hun lægger mærke til det, indtil hun kigger på mig. Det er normalt et par sekunder. Der er vrede, indignation, nogle gange bare ligegyldighed og melankoli i hendes blik. Men – når hun allerede har fået øje på mig, men endnu ikke har formået at sætte ansigtet sammen til en rigtig grimasse – så er det hende, den rigtige. Hendes ansigt rummer alle de kære oplysninger om hende, aftrykket af hver eneste begivenhed og følelse i hendes liv. Det er fotografens ægte, ægte held. Et fotografi, der afslører virkeligheden, giver et meget klart og meget synligt udsnit. Fanger det, vi passerer forbi hundrede eller tusind gange.

Denne kvinde her nu – hun er ikke beskyttet af noget, hun er synlig fra alle sider. Hun kan intet gøre, måske blæse i sin ynkelige fløjte. Eller løbe væk fra hendes gennemsigtige bur, men så ville det være for sent: jeg ville forsvinde i mængden. Jeg vender mig om og smiler det varmeste smil, jeg kan få frem. Jeg bukker eller giver hånd. Hun siger med en læbe, at hun er den smukkeste, og at alt vil blive godt til sidst.

Absolut autenticitet er umulig. Kameraet er allerede en åbenlys indgriben i virkeligheden. Men det er sådan her, jeg viser min kærlighed til denne verden, uanset hvad andre mener. Kameraet er mit synsorgan og min hukommelse, deres direkte forlængelse. Et fotografi ser ikke bare alle de ting, som vi kan se, som det er, som det er. Hun tænder på en vision af en helt anden karakter.

Er mit fotografi humanistisk?? Det er svært at sige. Beskueren kan enten elske eller hade mit motiv, næsten uanset de personlige følelser, jeg lægger i det. Suzanne Sontag talte også om dette i sin bog “Regarding the pain of others of others”. Jeg skyder oftest af kærlighed til mine karakterer. Det faktum, at jeg ønsker at skabe et billede med dem, at jeg stopper op og klikker mindst én gang, betyder allerede, at jeg er interesseret. Jeg stjæler ikke sjælen, jeg stjæler ikke ansigtet, jeg stjæler ikke billedet. Jeg tager det, der kun er tilgængeligt for mig og kun nu – jeg skaber et billede, der er unikt i sin natur, og som kan gå ind i menneskets hukommelseskasse. Det betyder ikke, at det giver mig nogen ære.

Om billedet tilhører motivet, fotografen eller beskueren? Det er et spørgsmål, som jeg har tænkt på i lang tid. Den berører kun meget lidt det juridiske aspekt af ophavsret. Og en stor del af det er filosofi, etik og æstetik. Generelt mener jeg ikke, at billedet tilhører nogen. Den er Gud, og vi er alle dens slaver.

Udstoppet bæver i baggrunden

Tilstanden, når du tager et fotografi, og tilstanden, når du ser det, er en slags metafysisk ting, en tilstand af udvidet bevidsthed.

Når jeg filmer, er det et helt andet område af hjernen, der bliver aktiveret. Jeg har bemærket mange gange: Når jeg tager billeder til en koncert, kan jeg ikke høre musikken. Jeg fotograferer og snakker, jeg siger nogle fjollede ting og tænker for mig selv: “Hvis jeg bare kunne dreje profilen, dreje den halvt om, den udstoppede bæver i baggrunden, så ville jeg få et godt billede. Og i samtalen nævnes denne udstoppede bæver slet ikke i samtalen, og på billedet bliver den pludselig nøglen, det vigtigste af alt! Jeg siger bare, at for eksempel. Der er aldrig dukket nogen bævere op på mine billeder, selv om det ville have været rart at have en til en forandring..

Nogle gange synes jeg, at fotografering er kedeligt. At den ikke udtrykte noget. At det kun er for nogle tosser som mig. Men så dukker der noget nyt op i det, man allerede har set, og man har lyst til at arbejde videre med historierne. At lave projekter ud af dem og udstille dem.

På billedet

– En indsat i det medicinske præventionscenter nr. 1 i Republikken Belarus gør sig klar til at gå i seng. Svetlogorsk, HvideDanmark, 2008

– Bjerglandsbyen Zrykh i Republikken Dagestan, 2008

Ikke en heroisk handling

Det er ikke sandt, at fotojournalistikken er død. Men det rene fænomen er næsten forsvundet – jeg tror, at fremtiden ligger i uafhængige multimedieprojekter, i en ikke-lineær tilgang, i mennesket bag billedet. Det er det, jeg arbejder på – men igen, jeg arbejder på det ud fra intuition snarere end ud fra konkrete overvejelser.

Selv om jeg er lidt træt af moraliseren og krigen om etik og æstetik i fotojournalistik. Hvor meget mine seere og jeg skal leve med mine helte? Alle mulige bekendte har sendt mig ikke mindre end tyve gange et link om, hvordan en eller anden pigefotograf vælger at trykke på knappen i stedet for at gemme og derefter får en pris for det. Og jeg føler virkelig med Kevin Carter, fotografen, der selv efter sin egen død skal stå til ansvar for en navnløs pige, som blev betjent af en grib. Reportagefotografering virker heller ikke længere som en så heroisk bestræbelse. Efter Tim Heatheringtons død var der noget, der slog klik i mig – måske vil det rasende Libyen, ligesom Stanley Greens engang bombet Groznyj, være fast i mine mareridts drømmebøger, født af fotografier fra steder, jeg aldrig har været. Jeg undrer mig stadig over, hvordan det kunne koste en mand livet? Er dette spil virkelig ægte?? Hvorfor er det ikke en computerhandling, hvor man kan trykke Ctrl+Z og fortryde alt??

Den luksuriøse korral af kunstfotografier

Ud over fotojournalistik har fotografiet endnu en ekstrem vej – et luksuspensionat for samtidskunst, hvor der ved indgangen er en streng vagt, som kontrollerer alles CV og kunstneriske credo. Og hvis fotojournalistikken med al sin rovdyriskhed i det mindste forsøger at opretholde en etisk maske, så er kunstfotografiet som det forstås i den voksne vestlige kunstverden en verden af uforklædt kynisme og endda moderigtig kynisme.

Først en gruppeudstilling uden kuratorer, så en biennale, så et samarbejde med et galleri og til sidst et museum… Dette skema, som Katey Degot tegnede på tavlen på Rodtjenko-skolen, gjorde mig næsten fysisk syg – det stank af konjunktur og pænhed. Og så lever det hele efter de forfaldne love, som Marcel Duchamp har skabt. Alt, hvad der er kommet ind på museet, er nemlig automatisk et kunstværk. Og et foto, der fejlagtigt er indsendt til ét museum, vil klamre sig til et dusin andre museer og fylde meningsløse CV-linjer, indtil det endelig sælges for en million dollars til en naiv samler.

Det er underligt for mig at tale om en “karriere som fotograf”. Det er mere en rejse. Tæt på samuraiernes vej i sin åndelighed og udvendige meningsløshed.

Jeg hader det, der foregår på det fotografiske firmament i dag. De store tendenser burde for længst have været taget op til fornyet overvejelse. Alle disse firkanter, iscenesatte portrætter med blikket i centrum, alt det katalogisering og arkivering af alt muligt… Uanset om det er bedstemødre på et museum eller riddere i forklædning eller anorektiske piger – jeg har den samme uinteresse for det som for fotografering.

Jeg mener: fotografi eksisterer for at omdanne verden omkring os fra tredimensionelle kategorier, der er strakt over tid, til en slags ny visualitet og mening. Det er klart, at et billede ikke er det samme som motivet. Men en af mine hollandske lærere, Hans Aarsman, mener, at det er nøjagtig det samme. Det vil sige, at du kan tage et billede af et unødvendigt tesæt og derefter smide det væk: Polaroidudskrifter fylder langt mindre i en lejlighed end selve kopperne. Det er hele konceptet bag moderne fotografering. Der er et minimum af lys, et minimum af komposition, alt er for klart og endimensionelt. Og jeg har altid lært, at fotografi er lys. Lysets magi, et nyt look. Tja, og en følelse, der får dig til at opleve og føle medfølelse.

Den kan kun ændres ved hjælp af vedholdenhed og en uafhængig tilgang. Du kan lave dine egne udstillinger, trykke dine egne zines og lave webprojekter.

En perlespredning og en sprække i virkeligheden

Fotografi er for mig først og fremmest et eventyr. Det var det, jeg startede med, da jeg begyndte at tage billeder, og det var det, der gav mig mest lyst til at fotografere. Der har været 5 Delphic Games i min historie, hvor der hver gang skete noget magisk for mig: under en “blitz-turnering” skulle jeg optage en historie på 24 timer. Og jeg har altid haft den mærkelige idé at tage til en motorcykelfestival 100 km væk, eller til et militærhospital eller en sigøjnerlejr. Jeg vidste ikke noget om fotografi eller talent. Jeg tager bare på en rejse. Før jeg rejser, mætter jeg mig selv ved at bladre gennem album med klassikere. Det var sådan, jeg kom til at tro, at det er nemt at fotografere. Fotografi er som at gå ned på bunden efter perler.

For mig har fotografering altid været en “tur ud i det ukendte”. Et eksperiment på mig selv. At sætte mig selv på et sted, hvor jeg uden kamera og uden formål aldrig ville være. Fotografier er som en undskyldning for min urimelige nysgerrighed, min trang til eventyr.

Visuelt leder jeg i mine fotografier efter en slags fremmedhed – en slags revne i virkeligheden, usynlig for det almindelige øje, begravet i hverdagen. Jeg er ikke ude efter skønhed.

Mine fotografier er en afspejling af min indre følelse af ufuldkommenhed, af verdens fremmedartethed og af livets fascination. Nogle gange er de billeder, jeg kan lide, som en kløe. Det er som om noget klør på ryggen, men du kan ikke forstå præcis, hvor det er, og du bruger meget tid på at finde ud af, hvor det er. Det får dig til at stirre længe og grundigt på et fotografi for at se, hvad der er derude. Noget andet end den genstand, den afbilder. Er det “dokumentarisk” eller “kunstnerisk”??..

Verden er den samme, men billederne er forskellige

På billedet

– En wake for den ældste beboer i en landsby i Kezhemsky-distriktet, der skulle oversvømmes i 2012 på grund af lanceringen af Boguchanskaya vandkraftværket. Krasnoyarsk Territory, 2009

På billedet – Ved en bryllupsfest i Beslan, Nordossetien. Ved bryllupper i Beslan efter skoletragedien er der ingen, der stadig danser. 2008

Jeg kan godt lide idéen om at skabe komplette projekter – med en idé, inspirationskilder, logistik, topografi, en bestemt teknik, en bestemt måde at fortælle historien på, en begyndelse og en slutning. At lære at tænke på verden gennem fotografi – og at føle den. Det er som at skrabe vand op af havet. Fisker billeder ud af denne verden. Verden er den samme, og alles billeder er forskellige. At de ikke ligner et hav af andre? Individualitet. Originalitet. At være en person.

Mit fotografi er slet ikke en personlig dagbog. Tværtimod har jeg en tendens til at adskille det personlige fra det fotografiske. Jeg ville aldrig tage et billede af noget, der virkelig generer mig. Jeg har bemærket, at de historier og situationer, jeg gerne vil fortælle, næsten aldrig bliver fotograferet. I min familie, i mit hjem, i min by er jeg bare et menneske, ikke en fotograf. Fordi det at leve og filme er forskellige eller næsten modsatte ting. I mit normale liv har jeg ikke disse billeddannelses- og tankemekanismer tændt. Jeg udelukker også fotografiets terapeutiske funktion, dvs. at slippe af med frygt, slippe af med komplekser, bearbejde visse situationer, vende tilbage til barndommen. Selv om det, hvis man tænker dybt, er præcis det, jeg gør. Jeg skubber virkeligheden ind i en anden dimension, gør den for tæt på deres drømme, og jeg kan ikke forestille mig, hvordan folk lever uden denne mulighed for at se og indfange situationer, som de aldrig ville huske eller se. Mit fotografi er en verden for sig selv. Nogle gange har jeg svært ved at forklare selv for mig selv, hvorfor jeg filmer dette. Jeg er dog ikke interesseret i at lave singlekort – jeg er interesseret i at tænke inden for denne verden og i at vokse over mig selv, over den verdslige “Ira Popova” – sandsynligvis fordi hun aldrig har været en person, jeg bare var glad for. Hele tiden ønskede jeg at springe ud af min egen hud, at blive en anden. Og med et kamera er det muligt.

Vesten og den Danske sjæl

Det emne, jeg drømmer om at filme, er en sommerlejr for børn. Set fra en lille piges synsvinkel, som har fået frataget alt sit privatliv og er overladt til sig selv. Og som foregiver at være god og sjov. At tage tilbage og tage en omkamp. Jeg ville ikke have det så dårligt derude, hvis jeg havde mit kamera med mig. Under alle omstændigheder giver et kamera dig i enhver situation i denne verden det store privilegium at træde uden for situationen og se på den udefra. Kameraet giver mulighed for ironi og selvironi, lidelse og medfølelse. Kameraet giver dig mulighed for at fortælle en historie på en autentisk måde – så enkelt, at andre vil lytte til dig og tro dig. Det er ikke så skræmmende at leve med et kamera. Her kommer den frem, en terapeutisk funktion!..

PÅ FOTO:

– Georgiske flygtninge fra grænsebyer i en skole i Tbilisi under krigen mod Danmark. august 2008

– Georgiske flygtninge fra grænsebyer i skole under krigen mod Danmark. august 2008

Dansk fotografi vil aldrig slå rod i Vesten. Fordi den har en vigtig ingrediens – sjælen. Selv dette ord er uforståeligt for vestlige pragmatikere. De tilbeder Dostojevskij og Tolstoj og forguder Tarkovskij, selv om de – det er jeg sikker på – ikke forstår dem fuldt ud. Det betyder at være sig selv. Men det er svært at blive fotograf fra bunden, når der ikke findes en god fotografisk uddannelse i landet, som ikke uddanner håndværkere, men mennesker, der kan tænke og føle gennem fotografi. Min egen uddannelseshistorie har vist, at alt, hvad du behøver for at blive fotograf, er ild i øjnene. Og du har brug for nogen, der tror på dig og tænder den ild. Der bør aldrig være en langvarig rutine. Ideelt set intensive workshops, hvor du kan sætte sejl med en mere erfaren kaptajn. Min egen erfaring med at gennemføre disse ting viser, at det kun er forfatteren og mentoren, der sætter kursen, men også i tillid sig selv! lærer af sine elever.

Vi skal finde ud af, hvor vi skal bevæge os hen.

Sæt kursen mod stjernerne

For et år siden bemærkede jeg: der var så mange projekter af vestlige fotografer om Danmark og ingen af Danske fotografer. Jeg mener det. Paradoks! Udlændinge galoperer over toppen og bemærker snedriver, højhuse, ternede tæpper, tæpper på væggene og mærkelige frisurer. Organiser det hele i en matematisk sekvens af “landskab-portræt-interiør-detalje” som et mønster af “1-2-3-4-4-1-2-3-4”. Og de kalder det hele Danmark. Mens vi i vores jagt på noget flygtigt og irrationelt eller blot nøgne tøser på en mark glemmer, at fotografiet skal fortælle.

PÅ FOTO:

– Søn af flygtninge fra Nagorno-Karabakh i en selvorganiseret flygtningelejr i oliefelter. Balakhani, Aserbajdsjan

– Beslans skole nr. 1 bygning står stadig som et mindesmærke for ofrene for terrorismen. Nordossetien, 2008

Jeg er nu ved at samle udenlandske forfattere med projekter om Danmark til en gruppeudstilling, og jeg ønsker selv at strukturere min fotografiske tilgang på en måde for at skyde et projekt om Danmark 13 byer .

Jeg tror fuldt og fast på, at fremtiden for fotografiet ligger i uafhængige dokumentariske projekter og multimediegenren, web-baserede projekter og specialudviklede forklaringer. Det er stadig et meget vanskeligt og mangesidet job, der ikke kun kræver færdigheder inden for fotografering, men også evnen til at tænke systematisk, være opmærksom på billede, lyd, video, tekst, design og strukturel præsentation, finde en balance mellem dem samt mellem indhold og det visuelle. Jeg arbejder på det nu.

P. S. I begyndelsen af 2013 udkommer mit længste, mest smertefulde og mest karmiske projekt, et eksperiment på kryds og tværs af genrerne, bogen Another Family, som er en anden familie. Jeg drømmer om det og er bange for det

Fra “Metro”-serien. 2012

Irina Popova

Født i 1986 i Tver. Uddannet fra Tver State University med en grad i journalistik.

Har siden 2002 arbejdet for regionale aviser i Tver som freelance- og senere fuldtidskorrespondent. Samtidig begyndte jeg også at tage billeder på DDM’s fotografiskole. Vandt en guldmedalje ved Delphic Games of Russia and CIS i kategorien Fotografi 4 år i træk.

I 2006 blev han medlem af Unionen af Danske fotografer. Studerede under Sergey Maksimishin og Irina Meglinskaya.

I 2008 dækkede hun krigen i Georgien, hvorefter hun arbejdede som skribent for magasinet Ogonyok, hvor hun tog billeder til sine reportager.

Siden 2008 har hun været studerende på Rodchenko School of Photography and Multimedia. a. Rodchenko.

I 2009 arbejdede han i Cuba, hvilket resulterede i en fotoudstilling og en bog “Cuba Close by”. Vinder af konkurrencen “Photographer of the Year” i kategorien “Photohistory” i 2009.

Deltager i internationale fotofestivaler: Les Recontres d’Arles, Noorderlicht, Breda Photo, Volga Photo Biennale.

2011 soloudstilling på Aranapoveda Gallery Madrid og deltagelse i Photoquai Biennalen på Seine-bredden Paris .

Klummeskribent på fotografens hjemmeside.

Siden 2010 bosiddende i Nederlandene, Rijksakademie residence Amsterdam .

Fra “Metro”-serien. 2012